Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408 Tysklands romantiske
Skole
w
ung, forelskede han sig i Jena i en begavet Dame,
Sophie Mereau, gift med en Professor der, og
oplevede med hende alle Slags Æventyr, af hvilke hans
første Arbejde Godwi eller Moderens Slenbillede. En
forvildet Roman indeholder en Genklang. Da i Aaret
1802 Fr. Tieck udførte hans Byste i Marmor, skildrede
Fru Mereau Indtrykket i en smuk Sonet, som en sand
Forelskelse har indgivet.*)
Brentano opnaaede Lykke tidligere end Hæder. 1803
blev han gift med sin Elskede, Sophie Mereau, der
var bleven skilt fra sin Mand, og levede nu et Par
lykkelige Aar med hende, indtil hun i 1806 døde i
Barselseng.
. I Heidelberg udgav han med Arnim Drengens Underhorn
og med Gorres Uhrmageren BOGS Historie. Paa egen
Haand havde han allerede udgivet en hel Række
Digtninge (Ponce de Leon, De lystige Musikanter,
En farende Svends Krønike). I Frankfurt indlod han
sig paa et Forhold, der danner et særlig tragi-komisk
Mellemspil i hans paa den Art Tilfælde ikke fattige
Liv. Han bortførte en ung Pige, Auguste Busmann, en
Søsterdatter af Bankier’en Bethmann, der havde fattet
en Lidenskab for ham, og bragte hende til Cassel,
hvor han giftede sig med hende. Det siges, at han
allerede paa Vejen til Kirken havde villet løbe fra
hende, men at den energiske Brud holdt ham fast. Faa
Dage efter Brylluppet kastede hun sin Vielsesring ud
af Vinduet. Hun plejede at sprænge igennem Gaderne
med Fjer i
*) Welch susses Bild erschuf der Kimstlcr hier? Von
welchem milden Himmelsstrich erzeuget? Nennt keine
Inschrift seinen Namen m i r, Da diese todte Lippe
ewig schweiget?
Nach Hohem loht i m Auge die Begier, Begeistrung auf
die Stirne niedersteiget, Um die, nur von der schonen
Locken Zier Geschmucket, noch kein Lorbeerkranz sich
beuget.
Ein Dichter ist es. Seine Lippen prangen Von
Lieb timwebt, mit wunderselgem Leben, Die Augen gab’
ihm sinnend die Romanze.
Und schalkhaft wohnt der Scherz auf seinen Wangen;
Den Namen wird der Ruhm ihm einstens geben, Das Haupt
ihm schmuckend mit dem Lorbeerkranze.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
