Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystiken i det romantiske Drama
425
paa den Sejersbane, som hans Indbildningskraft havde
udmalt ham, og storladent er det Billede af en Helt,
der kæmper mod en overmægtig Skæbne, som han saa længe
havde baaret i sin Sjæl. Guiscard har selv Pesten i
sig; den raser i hans Indvolde; dens Gift fortærer
hans Knogler. Han, som altid før var sejerrig, han,
Syditaliens Erobrer, Roms Overvinder, Sejrherren over
Venedig og Grækenland, ser nu sin Undergang for Øje,
føler den i sig. En Sværm af Normanner bølger om
hans Telt for at anraabe ham om at føre Hæren bort
fra denne forfærdelige Lejrplads, hvor alle føler
Pestens Giftpust i deres Ansigt. Rygtet om, at han
er syg, har allerede begyndt at brede sig. Men Ingen
maa faa Sandheden at vide endnu, og Guiscard er for
stolt til at lade Nogen ane, hvad han lider.
Saa aabner hans Telt sig, og han, i hvis Bryst der
luer et Krater, hvis Strube tørster uden nogensinde
at kunne slukke sin Tørst, og hvis Haand er saa svag,
at han den hele Nat ikke har formaaet blot at bevæge
den, han træder høj og værdig ud gennem Teltaabningen
og viser sig for den forsamlede Mængde, staar der
saa stærk, saa munter i sin Overlegenhed, at selv
de, som troede at vide det Værste, ikke mere véd,
hvad de skal tro.
Og det er ikke blot stort, det er dybt, dette Kleisfs
Ideal. Denne Guiscard, der staar oprejst, medens
Sygen nager hans Knogler, det er jo Kleist selv,
hans hele ulykkelige Liv igennem, indtil han jager
sig Pistolkuglen ind i Hjernen; han selv er denne
store Genius, hvis Planer mislykkes paa Grund af
Pesten udenfor ham og i ham.
Kleist opgav snart sin Embedsvirksomhed og
vendte tilbage til Poesien. Særlig fængslende er
nu den Maade, paa hvilken denne inderst inde saa
energiske Digter kommer til at fremstille dramatiske
Karakterer. Studiet af Romantikernes Sjæleliv og
Sjælelære har vist os, hvorledes de ved at udstykke
Individualiteten kom til at lægge Hovedvægten paa Alt,
hvad der sprænger dennes Form: Drøm, Sansevildelse
og Afsind. Det, der adskiller Kleist’s Karakterer
fra Romantikernes øvrige, er at de Intet har af
det Udviskede eller Svampede, som betegner dem;
men hvad der er fælles for hans og de andre, det er
det Sygdomsagtige i Grundpræget. I enhver Lidenskab
griber Kleist det Træk, ved hvilket den røber sin
Familie-Lighed med den fikse Idé eller det viljeløse
Afsind, i enhver nok saa kraftig Aand jager han sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
