Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426 Tysklands romantiske
Skole
Sonde ned paa det syge Punkt, hvor Aanden taber
sit Herredømme over sig selv: Søvngængeri, dyrisk
Betagethed, Adspredthed, Fejghed under Dødsangst. Man
tænke paa en Lidenskab som Elskov; den er ganske
vist ikke af forstandig Natur, men den har en Side,
fra hvilken den kan ses i Sammenhæng med Fornuft og
Aand. Derfor skildrer Kleist den gennemgaaende og
med beundringsværdig Kraft som rent sygdomsagtig,
som Mani.
Da Kåthchen fra Heilbronn første Gang ser Grev Wetter
af Strahl, taber hun i samme Øjeblik Alt, hvad hun
har i Hænde, Bakken med Forfriskninger, Vin og Bæger
og styrter ligbleg med Hænderne foldede ned for ham
paa sit Ansigt, som Om Lynet havde ramt hende. Greven
siger hende et venligt Ord og bereder sig kort efter
til at ride bort; da hun fra sit Vindue ser ham
stige til Hest, springer hun, for at følge ham, fra
Vinduet tredive Fod ned paa Gadens Stenbro og brækker
begge sine Ben. Seks Uger ligger hun i Feber. Neppe
helbredet rejser hun sig, samler en Bylt og flygter
fra sit Hjem for at opsøge Greven og følge ham i blind
Hengivelse fra Sted til Sted, ledet alene «af Straalen
fra hans Aasyn, der som et femtraadet Tov har slynget
sig om hendes Sjæl» Hun vandrer paa nøgne Fødder,
som ridses af enhver Flintesten, med den korte Kjole,
der dækker hendes Lænder, flagrende i Vinden, uden
anden Skærm end en Hat af Straa mod Solens Stik og
Uvejrets Vrede. Hvorhen hendes Fod vender sig, gennem
Kløfternes Taage, gennem øde Egne, som Solen svider,
gennem sammenvoksede Skoves Mørke, skrider hun som en
Hund, der har lugtet sin Herres Sved, bagefter ham. Og
hun, som var vant lil at hvile paa bløde Puder Og som
sporede den mindste Ujævnhed i Lagenets Traade, naar
hendes Haand uagtsomt havde spundet den ind deri,
hun ligger nu som en Tjenestekvinde i hans Stalde
og synker, naar Natten kommer, udmattet ned paa det
Straa, der er kastet under hans stolte Heste.
Den djærve Fynd i disse Ord af hendes Fader skildrer
sandt. Greven, der véd sig uden Skyld, søger paa alle
Maader at fjerne hende. Da han en Nat finder hende i
Stalden, sparker han den unge Pige til Side med Foden,
mere end én Gang løfter han Hundepisken imod hende;
han lader hende opofre sig for hans Trolovede, der
jager hende ind i et i lyse Luer brændende Hus for
at hente hans Billede, ja endnu engang for at hente
Futeralet til dette Billede, og med den højeste
Begejstring og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
