Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystiken i det romantiske Drama
437
som prøjsisk Fremskridtspatriot, senere som Reaktionær
i Metter-nichs Tjeneste.
1808 grundede Muller og Kleist i Dresden Tidsskriftet
Phobus, i hvilket en Række af Kleists bedste Arbejder
først blev ofFenlig-gjorte.
Det er meget betegnende, at hvad der tiltalte
Muller i Amphitryon, det var netop hint Element af
hedensk-kristelig Mystik, som f. Eks. aabenbarer sig
i den følgende, efter Forkyndelsen af Jesu Fødsel
tilpassede Replik:
En Son vil blive født dig, hvis Navn er Hercules.
Ind i det Personlige i Digterværket trængte han
ikke. Det Centrale i Stykket er Alkmenes Karakter,
Midtpunktet i hendes Væsen er atter den Kraft, hvormed
hun værger sig mod at lade sin Fred forstyrre, sin
Følelse forvirre, og Midtpunktet i hendes Skæbne er
den Kval, hun lider, da hendes inderste Følelse bliver
usikker og vaklende ved hendes Ægtefælles Fremtræden
i dobbelt Skikkelse.
Goethe, som uden at forstaa Kærnen i Kleists Væsen,
paa sin geniale Maade begreb meget af hans indre
Liv, har sagt det dybe Ord om ham, at han gik ud
paa «Forvirring af Følelsen*. Kleist var, i en Grad
som faa Mennesker, anlagt paa Følelsens Sikkerhed;
Forvirring af Følelsen var for ham den egenligt
tragiske Skæbne, og dog blev hans hele og stærke
Følelse atter og atter usikker paany:
I Kraft af en Familie-Vedtægt var Kleist bleven
prøjsisk Officer; men Familie-Overleveringen og hans
personlige Tilbøjelighed stod i Strid med hinanden;
han udholdt ikke den stadige Mandstugt og gik ud
af Hæren. Han havde været forelsket og havde bundet
sig; hans Følelse for Wilhelmine var stærk, men hans
Selvopholdelsesdrift som Kunstner var endnu stærkere,
og saaledes kom hans Følelse i Forvirring og han
opløste Forholdet. Han havde følt sig som Digter,
som Geni; alligevel var alle hans Tilløb endte med
en Følelse af Mangel paa Evne, og i fuld Forvirring
havde han da tænkt paa at gaa i fransk Krigstjeneste
for saaledes at finde Døden. Deraf hans uafladelige
Kresen om Følelsens Forvirring som Æmne. I den
mønsterværdige lille Novelle Die Marquise von O. er
dette Æmne tydeligt. Marquisen véd, saa lidt som
Alkmene, hvem det er, der i Mørket har favnet hende;
28*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
