Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystiken i det romantiske Drama
447
Tempelherreordenen er sunket i Forfald. Moderlogen
beslutter derfor at tilintetgøre den, og «Dalen>
dømmer dens Stormester, den vidunderligt ædle og
heltemodige Jacob Molay til Flammedøden, skønt
han er aldeles uskyldig i Ordenens Nedgang, ja
med yderste Kraft har bekæmpet den. Erkebiskoppen,
der leder Undersøgelsen imod ham, er overbevist om
Anklagens Uretfærdighed, elsker og beundrer Ridderen
- men han maa lyde højere Forskrifter. Molay selv
slaar overfor Baalet saa rolig som Paludan-Mullers
Kaianus, han længes efter Døden, han betragter
Opbrændeisen kun som en Lutring. Alle rundt om ham
har Medlidenhed og anraaber ham om at unddrage sig
Baalet ved Flugt, men som Kaianus modstaar han alle
Opfordringer. Erkebispens Følelser for ham deles
af de Øvrige, saa han staar omgivet af en hel Flok
sentimentale Bødler, der steger ham med Beundring og
Højagtelse. De er blødagtige og grusomme Hængehoveder
som Werner selv. Det modbydeligt Rørende er udbredt
over alle Stykkets Personer. Saaledes siger Molays
gamle Vaabenkammerat, da han ikke kan faa Lov til at
befri ham ved Retterstedet, («godmodig»):
Du slemme Jacob, du! - Fy, han vil do, sin gamle
Vaabenbro’er forlade! - Jacob! Du maa ej svigte,
hører du?
Men Molay døer, saa skyldfri han end er. Det er
her som hos Kleist det kristelige Mysterium, der
spiller ind med i Dramet, og Molay æres som en anden
Kristus af selve dem, der brænder ham. Da han er
død, foregaar i Stykket følgende Vidunder: «Solens
Straaler forgylder Egnen. Over Dalhulens Port viser
sig under det oplyste Navn Jesus Navnene Johannes,
J. B. Molay og Andreas, ligeledes i Transparent* Alle
Korsbrødrene synker i Knæ. «Lang højtidelig Pause,
under hvilken man ud fra Hulens Indre under Ledsagelse
af Harper og Klokkeklang hører Dalens Gamle, dog
i dumpe Uforstaaelige Toner, synge det tredobbelte
Hejlig! efter den sædvanlige Kirkemelodi.>
Martyriet er Werners særlige Fag. Drab med
Køller, Kogning i store Kedler, alle Pinebænkens
Lidelsesstadier, det er hans Omraade. Han svælger
i disse Kvaler ganske som Gorres, hvis Vellyst man
ligesom fornemmer, naar han i Den kristelige Mystik1
s første Del taler om Martyriets Hemmeligheder: «Her
bliver Slagtofrene lagte paa Pinebænken og spændte
paa Hjul,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
