Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XVII. Romantiske Politikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474 Tysklands romantiske
Skole
en Karakter som Gentz’s. Fra nu af begyndte i hans
Breve Klagerne at lyde over «en sjælelig Slaphed,
Modløshed, Tomhed, Ligegyldighed^, som han før hverken
kendte eller anede, og som han træffende betegner som
«en Art aandelig Tæring». Nu er det, han benævner sig
selv «helvedes blaseret*. «Tro mig, jeg er helvedes
blaseret, jeg har set og nydt saameget af Verden,
at man med Illusioner og Skuepenge ikke mere udretter
Noget hos mig.» «Jeg er ikke mere henrykt over Noget,
tvertimod kold, blaseret, fuld af Haan, gennemtrængt
mere end tilladeligt af Overbevisningen om alle
Andres Taabelighed og min egen - ikke Visdom men -
Klarsynethed, og inderligt saa at sige djævelsk
glad ved, at de store Sager tilsidst tager saadan
en latterlig Ende.» Saa slap er han bleven, at
den endelige Afgørelse af Napoleons Skæbne, som
han tilforn saa heftigt havde ønsket, lader ham
i den Grad kold. «Jeg er bleven uendeligt gammel
og sleb, tilstaar han selv, som tidligere anført,
med den elskværdige Friedrich-Schlegelske Frækhed,
der aldrig forlod ham.
Faa denne Tid er det, at Dødsangsten begynder at
blive vedvarende hos ham, og fra nu af optegner han
stadigt i sin Dagbog, om den paa et vist Tidspunkt
er i Tiltagende eller Aftagende. Alle et nervøst
Fruentimmers Svagheder har sat sig Vidnesbyrd i hans
Breve. I denne Henseende er især Brevvekslingen mellem
ham og Adam Muller latterlig. De er begge lige bange
for Torden, og Frygten for Uvejr gaar igennem alle
Brevene. Ja, undertiden er selv Virkningen af et Brev
ham for stærk. Han skriver til Muller: «Deres Breve
knuser (zerschmettern) mine blødagtige Følenervers
Dødsangsten var nærmere Frygt for at blive myrdet. Da
Kotzebue var falden for Sands Dolk, naaede denne
hans Frygt for at rammes af den frisindede Ungdoms
Had sin Højde. Synet af en blank Kniv kunde, som
han selv tilstaar i sine Breve, bringe ham til at
falde i Afmagt. Han skriver til Rahel 1814: «Nu er
Gudskelov Alt ude i Paris. Jeg er Gudskelov meget
rask. Jeg er skiftevis i Båden og Wien, spiser til
Frokost skiftevis Briocher med fortræffeligt Smør og
andre guddommelige Kager, har erhvervet mig Møbler,
over hvilke mit Hjerte hopper i Livet, og frygter
langt mindre for Døden.*
Han ser paa denne Tid hen til Gorres som til
den^JEnesté, der endnu forstaar at skrive, og er selv
ude af Stand til nogensomhelst Art Frembringelse. Paa
samme Tid staar han socialt paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
