Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - X. Love's labour's won, første Udkast til Naar Enden er god. — Tvillingerne. — De to Herrer fra Verona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 William
Shakespeare
Du Skønneste! dit Navn jeg ikke véd,
hvoraf du gætted mit, jeg ikke fatter;
du staar i Visdom og i Dejlighed
højt over Jordens Børn, en Himlens Datter.
O lær mig hvad jeg sige skal og tænke;
forklar min grove, jordiske Forstand,
der tynges svag og sløv af Blændværks Lænke,
hvordan din dunkle Gaade løses kan.
Hvi skal min Sjæl sin klare Vished tabe,
og som i fremmed Land jeg vildsom gaa?
Er du en Gud? vil du paany mig skabe?
omskab mig da! din Magt jeg lyde maa.
Da Stykket første Gang er offenliggjort i
Folio-Udgaven 1623, er den Mulighed naturligvis
ikke udelukket, at Shakespeare senere kan have
gennemarbejdet dette smukke Sted. Men Versenes hele
Holdning med de hinanden krydsende Rim tyder ikke
derpaa. Her klinger de første Toner os i Møde af den
Musik, som snart vil fylde Romeo og Julie med sine
Melodier.
Det efter al Sandsynlighed i Shakespeares
Frembringelser nu følgende Skuespil De to Herrer
fra Verona er ligeledes et, der paa flere Punkter
glimtvis bebuder hans mere fuldkomne Værker, og er i
sig selv et lovende Arbejde, Det overgaar de tidligere
Lystspil i to Henseender, dels ved den Skønhed og
Klarhed, hvormed to unge Kvinders Personligheder
er givne, dels ved den sorgløse Munterhed, der i
Tjenerrollerne bryder sejerrigt igennem. Rap og Spids
(Speed og Launce) er kun nu og da i et enkelt Optrin
trættende ved euphuistiske Ordkløverier, i Regelen
helt igennem fornøjelige Fyre, hvis Væsen som med
stærke Fanfarer forkynder, at der i Shakespeare’s
Sind, i Modsætning til Lyly’s saa godt som til
Marlowe’s, fandtes den medfødte Lystighed, den Sans
for Komik, det sprudlende Lune, som tillod ham,
uden at paalægge sin Opfindelsesevne nogen Tvang,
at faa Latteren til at bryde løs og rulle hen over
Scenen fra Galleri og Parterre. Nogen synderlig Evne
til at særmærke sine Glownflgurer lægger han endnu
ikke for Dagen. Alligevel vil man finde, at medens
Rap nærmest virker ved sit forbausende Snakketøj,
holder det engelske Lune sit Indtog paa Shakespeares
Scene med Spids, hvor han kommer trækkende med sin
Hund i en Snor.
Man nyde Veltalenhedens Ordstrøm i denne Replik
af Rap, i hvilken han forklarer, hvoraf han ser,
at hans Herre er forelsket:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
