Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - X. Love's labour's won, første Udkast til Naar Enden er god. — Tvillingerne. — De to Herrer fra Verona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
63
For det første har I lært at slynge Armene sammen som
en Misfornøjet, at fryde Jer ved en Elskovssang som
en Rødkjælk, at vandre i Ensomhed som en Pestbefængt,
at sukke som en Skolepige, der har tabt sin ABC,
at græde som en lille Tøs, der har begravet sin
Bedstemoder, at faste som En, der bruger Sultekur,
at ligge vaagen som En, der er bange for Indbrud,
at tale med klynkende Stemme som en Tigger paa alle
Helgenes Dag Før, naar I lo, saa galede I som en
Hane; naar I gik, saa gik I som en af Løverne i Tower;
fastede I, saa var det straks efter Middagsbordet; saa
I tungsindig ud, saa var det af Mangel paa Penge . ..
Alle disse Rap’s Lignelser er træffende og korrekte;
kun deres Ophoben vækker Latter. Men naar Spids
oplader sin Mund, saa gaar Overgivenheden over alle
Korrekthedens Bredder, Han kommer ind paa Scenen med
sin Hund, tudende over den Afsked, han har taget:
Nej, det kan vare en hel Time, før jeg faar
grædt ud. Det er en
Fejl, som hele Spidsernes Familie har......Jeg tror
ikke, der lever
?ii Hund i Verden med et mere gnavent Sind end min
Hund, Gnav. Min Moder græd, min Fader stønnede,
min Søster skreg, vor Pige tudede, vor Kat vred sine
Hænder, og hele Huset var i den største Fortvivlelse;
men ikke skulde den haardhjertede Køter udgyde en
eneste Taare; han er en Sten, en rigtig Flintesten,
og han har ikke mere Barmhjertighed i sig end en
Hund. En Jøde vilde have grædt, hvis han havde set
os skilles ad; ja, min Bedstemoder, som ingen Øjne
har, ser I, hun græd sig blind ved at skilles fra
mig. Nu skal jeg vise Jer, hvordan det var. Denne Sko
er min Fader - nej, denne venstre Sko er min Fader;
nej, vist ikke; denne venstre Sko er min Moder; nej,
saadan kan det heller ikke være; jo, saadan er det;
den har den daarligste Saal; denne Sko med Hul i,
det er min Moder, og denne her er min Fader; Pokker
staa i det! jo, saadan er det......
Her raader alene det glade Vrøvl, men et Vrøvl af
saare dramatisk Natur. Det vil sige: Her raader den
ungdommelige Overgivenhed, der ler som et Barn, med
Ynde, selv hvor den nedlader sig til det Smaa eller
Lave; Overgivenhed, som den findes hos den, der er
lykkelig ved at leve og føler Livet bruse og syde i
sine Aarer; Overgivenhed, som den i ringere Grad og
Stil kan forekomme hos ethvert veludrustet Menneske,
naar det staar i sorgløs Ungdom; hvor meget mere
hos den, der har Aarenes og Geniets dobbelte Ungdom
i en Slægt, som selv er ung, mere end ung, løsladt,
frigiven, frigjort som en ung Fole, der har slaaet sig
løs af Tøjret og løber løbsk igennem det høje Græs.
Dette Skuespil De to Herrer fra Verona, der i
Parentes er Shakespeares første Kærlighedserklæring
til Italien, er et vakkert,
G. Brandes: Samlede Skrifter. VIII.
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
