Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - VII. Kvindeforagt. Troilus og Cressida
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
35
igen*). Men Menelaus laa for lavt for hans Satire;
aldrig havde han selv følt som han. Det vilde heller
ikke more ham at tegne en Kvinde, der som Helena
ganske ligefrem havde forladt én Mand for en anden,
en Ægtemand for en Elsker; der var jo intet af det
egenligt Kvindeliges Dobbelthed deri. Den Bevægelse
fra den ene til den anden, som her alene var af
Interesse, var jo i dette Tilfælde endt og forbi;
Helenas Skæbne var afgjort før Krigen begyndte; der
var intet Spil, ingen indre Mangfoldighed i hendes
Skikkelse, intet Drama i Forholdet mellem hende i
Troja og Menelaus udenfor.
Men der gaves i hin gamle Historie om Troja, som
Sagn og middelalderlige Folkebøger havde overbragt
ham den, ligesom en Reduktion, en Fremstilling i
formindsket Maalestok, af det Grundforhold, hvorom
det Hele drejede sig; der var jo Cressida, Helena
selv forynget, og Troilus, Taaben, der elskede hende
og hvem hun lod i Stikken, og omkring dem alle de
andre Mønster billeder paa Finhed, Visdom og Kraft,
det højstærværdige gamle Vrøvlehoved Nestor og
den snedige Rævepels Ulysses osv. Her var noget,
der æggede ham til Fremstilling. Her var Forhold og
Sammenstød, som gjorde ham frugtbar.
Shakespeare havde ingen Interesse af at tegne den
sejrrige bellåtre Prins Paris; han havde selv aldrig
følt som han, saa-lidet som han havde følt som
Menelaus. Derimod havde han mangen god Gang følt
som Troilus, det skikkelige Skind, det hæderlige
Fjols, som var uskyldig nok til at tro paa kvindelig
Bestandighed i Elskov. Og han kendte saare vel, saare
vel, Lady Cressida med det yndefulde Væsen, det lette
Vid, det varme Blod, talende den ægte Lidenskabs
og (for et ikke altfor lydhørt Øre) ogsaa den ægte
Blufærdigheds Sprog, hun, som hellere vil attraas end
tilstaa, hellere elskes end elske, som siger Ja med et
døende Nej paa Læben og blusser op ved mindste Tvivl
om hendes Værd og hendes Troskab. Ikke at hun er falsk
- o Nej! falsk, hvorledes falsk? vi tror paa hende,
som hendes Elsker
*) Det er den samme Stemning, Heine et Par Hundrede
Aar senere giver Luft i Strofen:
O Konig Wiswamitra,
O welch ein Ochs bist du,
Dass du so viel kåmpfest und bussest,
Und Alles fur eine Kuh!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
