Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - VII. Kvindeforagt. Troilus og Cressida
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 William
Shakespeare
tror paa hende og som hun tror paa sig selv - indtil
hun forlader ham for at drage til Grækerlejren
og neppe har vendt ham Ryggen, før hun kommer for
Skade at tabe sit Hjerte til den første, hun møder,
og kommer for Skade at svigte og svige ved den første
Prøve, hvorpaa hendes Bestandighed og Troskab bliver
sat.
Hele hans Liv igennem havde disse to Skikkelser
sysselsat hans Fantasi. Allerede i sin Lucretia
havde han nævnet Troilus ved Siden af Hektor blandt
de trojanske Helte. I Købmandens femte Akt havde han
ladet sin Lorenzo sige:
I en saadan Nat
steg Troilus vist op paa Trojas Mur og sukked ud sin
Sjæl mod Grækerlejren, der gemte Cressida.
I Henrik V (II i) havde han ladet Komikeren Pistol
regne Dorthe Lagensplitter til Gressidas Slægt,
dog kun for at gøre Dorthe dobbelt latterlig ved
Sammenstillingen med den unge trojanske Piges
verdensberømte Ynde. I Megen Larm for Ingenting
havde han ladet sin Benedict (Va) kalde Troilus «den
første Benytter af Koblere*; i Som Jer behager (IVi)
ladet sin Rosalinde skemte med ham og dog give ham en
vis Anerkendelse. Hvor Rosalinde protesterer mod at
Nogen nogensinde skulde være død af Kærlighed, siger
hun nemlig: «Troilus fik sin Hjerne slaaet ind af en
græsk Kølle; han gjorde imidlertid hvad han kunde
for at dø iforvejen, og han er el af Kærlighedens
Mønstre.» I Helligtrekongersaften (IIIi) og i Naar
Enden er god (IIi) havde han ladet Narren og Lafeu
spøge med Pandarus’s berygtede Iver for at skaffe
Troilus den attraaede Skønne.
Langsomt, langsomt som Hamletsagnet, men gennem
et endnu langt større Tidsrum og underkastet langt
flere Bearbejdelser var dette Stof groet Shakespeare
imøde. Dog i hans Fantasi havde det hidtil levet
saaledes som det var blevet behandlet af hans
Landsmænd, først og fremmest af Chancer, der (omtrent
1360) i sin Troilus and Creseide havde oversat,
bearbejdet og udvidet Boccaccios skønne Digtning
Filostrato. Men hverken Chaucer eller nogen af de
andre Englændere, der havde oversat eller genfremstilt
Stoffet - som Lydgate, der (1460) gengav Guido delle
Columnes Historia Trojana, eller Caxton, der (1471)
udgav en Oversættelse af Raoul Le Févres Recueil des
histoires de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
