Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - IX. Shakespeare og Chapman; Shakespeare og Homer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
47
IX
Vi er da, skulde det synes, til Ende med
Undersøgelserne af de literære Kilder til det saa
lidet forstaaede, mægtige, sfinksagtige Værk, hvorved
vi dvæler. Men der er ligefuldt et Grundspørgsmaal
tilbage, nemlig dette, der har sysselsat saa mange
Hjerner og Penne: Har Shakespeare villet latterliggøre
Homer? Har han overhovedet kendt Homer?
For Danske ligger det nær overfor Troilus og Cressida
at mindes den Skemt, som Ulysses von Ithacia driver
med det homeriske Stof, ligesom Ulysses let genkalder
os det Shakespeareske Værk*). Stykket tager sig
for den engelske Digters Vedkommende ud som en Art
Sidestykke til hvad Ulysses er for Holbergs, en Spot
over de Urimeligheder, som gotisk og angelsachsisk
Forstand (det vil sige: Indskrænkethed) fandt hos
Homer. Det er og bliver paafaldende, at Shakespeare
har skrevet et Skuespil, der som Travesti, om end
med nok saa mange Forbehold, kan nævnes sammen med
Ulysses von Ithacia. Holbergs Tilfælde er simpelt. Det
er Oplysningstidens Smag, Rationalismens tørre
Forstandighed, der overfor den antike Civilisations
ædle Naivetet studser og ler. Men hvad har Shakespeare
med Rationalismen at gøre! Hans Tidsalder er jo netop
Genfødelsens Tid for den antike Civilisation, det
Tidsrum, hvor den dyrkes. Hvor kan han da haane den?
I al Almindelighed maa for det Første bemærkes,
at den Bevægelse i Sindene mod den græske Oldtid,
der havde bragt Elisabeth til at skrive en Udtydning
af Platon og til at oversætte Taler af Isokrates,
Bøger af Xenofon og Plutarch, nødvendigvis havde ladet
Shakespeare med hans mangelfulde Kendskab til Græsken
uberørt. Hertil kom, at han som Skuespildigter var
Udtryk for den folkelige Retning ligeoverfor de mange
andre Digtere, som Ben Jonson f. Eks., hvis Stolthed
var Lærdom.
Endvidere, ligesom først Romerne, siden Italienere
og Franskmænd, saaledes betragtede paa hans Tid
Englænderne sig som nedstammende fra de gamle
Trojanere, hvem allerede Vergil som ægte Romer havde
forherliget paa Grækernes Bekostning. Briterne var paa
Shakespeares Tid stolte af de trojanske Forfædre. Der
*) Se ovenfor Saml. Skrifter I, S. 135. G. Brandes:
Samlede Skrifter. IX.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
