Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - X. Harme over Kvindesvig og Publikumsdumhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 William
Shakespeare
det forekommer den opmærksomme Læser som stod
han ved en af Kilderne til den Bitterhed, som
er Stykkets Grundstemning, og til det Sortsyn,
hvori det udmunder. Der kan næppe være Tvivl om,
at Shakespeare paa dette Tidspunkt har følt sig i
Begreb med at fortrænges af Publikums Gunst ved at
yngre og ringere Mænd blev foretrukne for ham. Snart
efter hans Død overstraaler jo saaledes Fletcher ham
ganske. En alt opslugende Følelse af Menneskenes
Utaknemmelighed og Slethed, af det Uretfærdige i
hvad man kalder Verdens Gang og Tingenes Orden,
har gennemtrængt ham. Vi sporede den første Gang
i Omarbejdelsen af Naar Enden er god, hvor Kongen
anfører Ord af Bertrams afdøde Fader (se 8. Bind
S. 464, 465). Men mangfoldige Gange stærkere bryder
denne Følelse frem her i Ulysses’ store tankerige
Udtalelse, til hvilken Shakespeare har maattet gribe
det svage Paaskud, at Ulysses vil vise Achilles, hvor
uklogt denne handler ved at hvile paa sine Laurbær:
Ja, Tiden har en Pose paa sin Ryg,
hvori den samler Tiggerskærv til Glemsel,
en Kæmpeklump af Utaknemlighed.
Det Skraml, den bærer, er den fordums Stordaad,
der er opslugt, saasnart som den er øvet,
forglemt, saasnart som giort . . .
At have virket er at hænges op,
ude af Moden som et rustent Harnisk,
blandt Pulterkammerminder . . .
Se, som en modig Ganger, der er falden
i første Række, ligger du som Bro,
som Trosset tramper paa og stormer over.
Hvad de gør nu, om end af mindre Værd
end hvad du har gjort, maa fordunkle dig!
thi Tiden er en høflig Vært, der rækker
den Gæst, der tager Afsked, flygtigt Haanden
og breder Armene som for at flyve,
for i sin Favn at ti^kke den, som kommer.
Velkommen smiler altid, og Farvel
gaar bort med Suk. Lad Dyden aldrig kræve
en Løn for hvad den fordum var; thi Skønhed,
Forstand, høj Byrd, stor Kraft, Bedrift i Krigen,
Kærlighed, Venskab og Barmhjertighed »
er alle Ofre for den avindsyge
bagvaskelystne Tid. Det Slægtskabstræk
har jo Alverden faaet af Naturen,
at Alle roser nyfødt Stads enstemmigt,
skønt den er skabt og formet af det Gamle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
