Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVI. Francis Beaumont og John Fletcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
159
Det Skuespil af dem, som rimeligvis er fulgt lige paa
Phi-laster, A King and no Ring, frembød omtrent det
samme System af Fortrin og Mangler. Ogsaa her mødte
Shakespeare stærke Spor af sin egen Digtning. Da
Kongens Moder (IIIi) her knæler for ham og han rejser
hende op, mærkes det, at de unge Forfattere nyligt
har set Volumnia knæle for Coriolanus. Og der findes
her en komisk Person, Bessus ved Navn, Krigsmand af
Livsstilling, der trods sin Kaptajnsrang er en Kujon
over alle Kujoner og Pralhans, Løgner, naar Lejlighed
gives, ogsaa Kobler, paa en meget underholdende
Maade. I Udførelsen af denne Skikkelse har de to
Digtere vist ikke ringe komisk Evne. Men det kan ikke
negtes, at Falstaffs mægtige Skikkelse fornemmes
staaende bagved. Undertiden tilegner Digterne sig
endog rene FalstafFske Vendinger. Saaledes siger en
Fægtemester etsteds om Bessus (IVs):
Det viste Forsigtighed, den bedste Part af
Tapperheden*).
Som vi i Philaster saa en stærk Lidenskab, Heltens
for Arethusa, fortære sig under grundløs Mistanke,
saaledes her en endnu mægtigere Lidenskab, den
unge Kong Arbaces’ for Prinsesse Panthea, føre til
Forvirring og Forfærdelse, fordi Arbaces og Panthea
hele Stykket igennem intet Øjeblik betvivler, at de
er Sødskende, indtil Arbaces i Slutningen af femte
Akt erfarer Hemmeligheden ved sin Fødsel, ganske
som i Philaster Hovedpersonerne først i sidste Scene
erfarer Hemmeligheden med Bel-larios Køn. Spaconia’s
Stilling her, da hun ser, at ogsaa Kong Tigranes, for
hvem hun lever, elsker Panthea, er fremdeles ganske
den samme som Euphrasia’s til Philaster. Her findes
imidlertid et dybere Karakterstudium, idet Arbaces’
Væsen med dets Blanding af overdreven Selvfølelse,
Forfængelighed, Pralelyst og de ypperste Egenskaber
er højst sammensat og dog ikke unaturligt eller
usympatetisk, og her findes et Studium af en sammensat
Lidenskab, som ikke giver Racines i Fædra noget efter;
Elskovs-driften rejser sig i sin Vildhed og vil ikke
give tabt, men Rædselen
*) «It showed discretion, the best part of valour.»
Falstaff siger i første Del af Henrik IV (V*): «The
better part of valour is discretion.» Denne Parallel
er glemt saavel i Inglebys Shakespeares Ceniury of
Praise som i Furnivalls Fresh Allusions to Shakspere,
G. Brandes: Samlede Skrifter. IX.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
