Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
199
del ayré) fra 1664, opdrages Semiramis i Ensomhed af
en gammel Præst, som i Stormen Miranda i Ensomhed af
Prospero, og nærer som de andre udenfor Livstummelen
Opdragne en utaalmodig Længsel efter at komme ud
i Verden. I to Stykker fra 1672, Eco y Narciso og
El monstruo de los jardines, har Calderon endnu en
Gang varieret samme Motiv. I begge er en Yngling,
hist Narcissus, her Achilles, opdraget ene og uden
at have lært Noget, for at vi kan se alle Følelser,
især Elskov og Skinsyge, vaagne i et Hjerte, der
omfatter dem saa oprindeligt, at det end ikke véd at
benævne dem.
Shakespeare har da med denne Episode, som overhovedet
i dette sidste Tidsrum af sin Digtning, begivet sig
ind paa et Omraade, hvor de romanske Folks Fantasi
følte sig hjemme og hvor den snart vilde slaa sig ned;
men intet i deres dramatiske Poesi af denne Art har
dog overtruffet hans.
Han har her i sin Skovidyl holdt det Erotiske ganske
borte, og i Stedet for Forelskelsens Indbryden stillet
den ubevidste Broderkærligheds Frembryden til den som
Dreng forklædte Søster. Fortræffeligt passer Imogen
og de to naturstærke, højsindede Ynglinge sammen. Dog
netop som deres Samliv skal til at sætte Blomst,
opløses det pludseligt, da Imogen efter at have
drukket den Dvaledrik, Lægen har givet Dronningen
for Gift, styrter om som død, og her indføres da i
det bevægede Skuespil et mildt rørende Element, idet
de to Brødre steder hende til Jorden og synger over
hendes Baare. Vi bliver Vidne til en Begravelse uden
Kirkeskik og vedtagen Højtidelighed, uden Orgelmusik
eller Sjælemesse, men med et Forsøg paa at erstatte
alt dette ved en selvopfunden Natursymbolik - et
saadant Forsøg, som Goethe gentog ved sin selvopfundne
Anordning af Mignons Jordefærd under Dobbeltkorets
Sang i Wilhelm Meister (8. Bog 8. Kap.). Imogens
Hoved lægges mod Østen, og Brødrene synger over hende
den fine, stemningsrige, uvurderlige Vekselsang, som
deres Fader i sin Tid lærte dem at synge over deres
Moder. Dens Rytmer indeholder som i Spiren hvad der
Aarhundreder senere blev Shelleys Poesi. Den første
Strofe lyder:
Frygt ej mer for Solens Glød, Ej for Vinterstormens
Døn. Endt er Jordens Strid og Nød; du gik hjem og
tog din Løn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
