Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIX. Vinteræventyret Episk Tilsnit. Barneskikkelsen. Stykket en Musik. Shakespeares Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
205
Under Retsscenen mod Dronningen, der udgør en Parallel
til den i Henrik VIII, bringes Budskabet om Prinsens
Død (IIIi):
Hans ædle Tanker var
for høje for et Barn. Hans Hjerte sprængtes, da det
forstod hans Faders plumpe Daarskab, der krænkede
hans ædle Moder.
I Novellen drager Barnets Død Moderens efter sig;
lier foraarsages den, da den umiddelbart følger
paa Kongens trodsige Afvisning af Oraklets Udsagn,
Omslaget i Kongens Sind, idet han opfatter dette
Dødsfald som Straf fra Himlen. Shakespeare har ladet
Hermione leve og kun udgives for død, fordi han vilde
give sit Skuespil den lykkelige Udgang, som hans
Grundstemning altid fordrer i dette Tidsrum. Det er
kun et Vidnesbyrd om den allerede hyppigt berørte
Flygtighed, hvormed Shakespeare nu arbejder, at
Mamilius synes sporløst glemt tilsidst. Derimod har
Digteren sørget for, at Hermiones Skikkelse ikke gaar
i Glemme; han viser os hende i Antigonus’s Drømmesyn
kort før dennes Død, og han opsparer hende de seksten
Aar i Ensomhed for at hun kan findes til Slutning. Det
er jo ogsaa fortrinsvis hendes Personlighed, der
holder de to stærkt adskilte Dele sammen, i hvilke
dette Stykke med sin «Vespemidie» falder.
Dog skønt Skuespillet visselig, næsten som Perikles,
har et mere episk end dramatisk Tilsnit, saa har det
dog sin Enhed i Stemning og Tone. Ligesom et Maleri,
der fremstiller hinanden temmelig uvedkommende
Grupper, kan have sin Enhed i Linjernes Sammenspil
og Farvernes Samklang, saaledes kan der i et Dramas
delte Handling være noget almindeligt poetisk Fælles,
som man kunde kalde Dramets Aand eller Grundtone, og
denne er med Sikkerhed gennemført her. Shakespeare har
fra først af sørget for ikke at lade Alvoren blive
saa uhelbredelig mørk, at der ikke blev godt Lune
nok tilovers til at nyde Florizels og Perditas skønne
Samkvem under Høstfesten eller Autolykus’ tyvagtige
Løjer; han har bestræbt sig for at smelte alle de
Stemninger, han i Løbet af Handlingen anslaar, sammen
i Slutningens vemodigt forsonede Stemning. Han turde
ikke lade Hermione vende tilbage til Kongen straks,
hvad jo i Virkeligheden vilde være det naturligst
indtraadte; thi da var Stykket endt i tredje Akt. Han
lader hende derfor forsvinde, og som tilsyneladende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
