Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIX. Vinteræventyret Episk Tilsnit. Barneskikkelsen. Stykket en Musik. Shakespeares Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 William
Shakespeare
Statue faa Liv paany for at lægge sin Arm om den
grædende Leontes.
Betragtet rent abstrakt som Musik ligner Stykket en
Sjæle-historie. Det begynder i store Sindsbevægelser,
i Spænding og Angst; dets Forudsætninger er frygtelige
Misgreb, der fører til selvforskyldte og uforskyldte
Lidelser; Glemsel og Letsind afløser Fortvivleisen;
men atter denne Tilstand brister, og idet Hjertet da
paany staar ene med sin raadvilde Sorg og sin haabløse
Anger, finder det inderst i sit Allerhelligste en
dødsdømt, forstenet, men uskadt, trofast bevaret
Erindring, der, frikøbt ved Taarer, bliver levende
paany. Stykket har Aand og Moral, som en Symfoni kan
have det; ikke mindre, om end ikke mer. Det vilde
være en Misforstaaelse at søge efter den sjælelige
Bevæggrund til at Hermione i de mange Aar holder sig
skjult. Hun er der til Slutning, fordi hun behøves
tilsidst, som den afsluttende Akkord behøves i Musik
eller den afrundende Arabesk i en Tegning.
Til det af Shakespeare Tildigtede hører i Skuespillets
første Halvdel de to Figurer, den djærve, prægtige
Paulina og hendes svage, godlidende Mand. Paulina
- hvem saavel Mrs. Jameson som Heinrich Heine har
forbigaaet i deres Skildringer af Shake-speare’ske
Kvindekarakterer - er en af de ved Originalitet
be-undringsværdigste Skikkelser, som findes i hele
Shakespeares Teater. Hun har mere Mod end mange Mænd
og al den naturlige Veltalenhed og kraftige Patos, som
drøj Sandhedskærlighed og en firskaaren sund Fornuft
kan meddele en tapper Kvinde. Hun gaar i Ilden for
sin Dronning, hvem hun elsker og paa hvem hun tror;
hun er uanfægtet af al Sentimentalitet, og ser uden
Erotik som uden Uvilje paa sin godmodige Husbond. Den
Maade, hvorpaa hun træder den af Skinsyge rasende
Konge i Møde, minder en Smule om Emilies Holdning i
Othello. . Men iøvrigt er der ingensomhelst Lighed
mellem Emilie og Paulina. Der er noget af den sjældne
Malm i hendes Væsen, som er typisk for udmærkede
Kvinder af denne ikke særligt kvindelige Type, og som
f. Eks. genfindes hos en Dame fra det 19. Aarhundrede,
Christiane Oehlenschlager, i Hauchs skønne og malende
Digt til hendes Minde.
I Stykkets anden Halvdel er den landlige Fest,
der slutter sig til Florizels og Perditas Samtale,
saavel for sin patetiske som for sin komiske Dels
Vedkommende ganske Shakespeares
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
