Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - VII. Udenlandsrejsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340 Lord
Beaconsfield
tvers over Salen og rager højt i Vejret over
alle de andre. Faa denne sidder en Skikkelse
med kejserlig Holdning, der overrasker og blænder
Ålroys Blik. En høj Trappe af Elfenben, paa hvilken
hvert Skridt vogtes af Guldløver, fører op til hans
Jaspissæde. Lys udgaar fra hans glimrende Diadem og
fra hans straalende Aasyn, der paa én Gang er skønt
som en Kvindes og majestætisk som en Guds. I den ene
Haand holder han et Signet, i den anden et Scepter.
Da Alroy naaer Tronens Fod, standser han et Øjeblik
og føler, at hans Mod vil svigte. Men snart fatter
han sig i stille Bøn og bestiger Skridt for Skridt
den høje Elfenbenstrappe. Fangenskabets Fyrste staar
Ansigt til Ansigt med Israels store Konge. Dog det
er forgæves, at Alroy stræber at tildrage sig hans
Opmærksomhed eller fæste hans Blik paa sig. De store,
mørke Øjne, som Straaler med overnaturlig Glans og
som synes i Stand til at gennemskue Alt og opklare
Alt? er blinde for Alroy s Nærhed. Da samler den
dødblege Pilgrim i Tanken paa Israels Folk for sidste
Gang sit Mod, udstrækker i dyb Sindsbevægelse Armen,
og vrister saa med kærlig Fasthed, uden at fornemme
nogen Modstand, Salomons Scepter ud af sin store
Stammefaders Haand.
Da han griber det, svinder den hele Scene bort fra
hans Blik, og samtidigt svandt den for den drømmende
Disraelis. Han stod atter i den store Klippeforgaard,
ved den smalle Forhal, hvorfra Trapper førte ned til
underjordiske, i Klippen udhulede Rum, midt i den
fattige Virkelighed, der havde fremkaldt saa rige
Syner.
Men endnu i Palæstina begyndte han at nedskrive
sin romantiske Digtning om David Ålroys store og
underfulde Skæbner. Alroy blev for Disraeli saa
at sige det samme, som Aladdin i sin Tid var for
Oehlenschlager, en østerlandsk Sagn- eller Æven
tyrskikkelse, i hvilken han bekvemt kunde legemliggøre
nogle af sine dristigste Ungdomsfantasier og nogle af
sine dybest liggende Egenskaber. Digtningen om Alroy
gjorde vistnok nogen Lykke, da den udkom; men den blev
ikke retfærdigt vurderet, og Alroy-Skikkelsen har
sikkert aldrig forladt Disraeli helt; Alroy var ham
ikke en af de Figurer, som en Poet digter sig ’fri
for og skiller sig af med gennem Udførelsen. Alroy
har sikkert fulgt ham hans Liv igennem, og det skulde
ikke undre mig, om Stedet, hvor han tilvrister sig
Salomons Scepter, er faret gennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
