Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
385
som her er udstykkede mellem hans Helte:
Seer-Forestillinger og Dyrkelsen af Selvet som
Afgud. Han følte sig, medens han skrev dette Værk,
opfyldt af de store, Menneskeheden omfattende Syner,
der havde fulgt ham fra Vest til Øst og tilbage;
gennem disse Syner forstod han Shelley; han følte
sig paa den anden Side opfyldt af heftig personlig
Ærgerrighed og poetisk-politisk Kraft, og igennem
disse Egenskaber vidste han sig beslægtet med Byrons
Aand. Men endnu et tredje Element var der i ham,
et Element, som maatte fraskrives begge de to store
Mænd, med hvis Skæbne han sysselsatte sig: det var
den Selvopholdelsesdrift som Biskoppen rned Urette
tillagde Gadurcis, thi Byron var langt fra at besidde
den, men som altid vilde hindre Disraeli selv i at
kuldsejle med halvgjort Dagværk paa Vejen til sit
Maal, hvor lang og stormfuld end Farten kunde blive.
Henrietta Temple, den anden Roman, til hvis Udførelse
Disraeli paa dette Tidspunkt skred, har til Undertitel
A love story (en Kærlighedsfortælling), og svarer til
sin Titel. I denne Bog har dens Forfatter for en Gang
Skyld givet Erotiken, som han kendte og følte den,
Lov til at rase ud. At Elskovslidenskaben ikke har
spillet nogen ringe Rolle i saa ildfuld en Naturs
Ungdomsliv, kan man ane, og der er ikke flere Ord
at spilde derpaa. Han har nødvendigvis behandlet den
i alle sine Romaner; thi en Roman uden Kærlighed er
som bekendt et Bæger uden Vin; men først i Henrietta
Temple gjorde han Kærlighedshistorien til Et og
Alt. Man kan i Disraelis Skrivemaade om Kvinden og
Elskov adskille tre Stadier. I sin tidlige Ungdom,
under Georg den Fjerde, i Romanen om Den unge Hertug,
viser han mest Iagttagelse og Friskhed, mest Blik
og tillige mest overlegen Ironi; i sin Mandsalder
fremstiller han, selv helt betagen, to unge Væseners
brændende, beundrende Forelskelse i hinanden og lader
Alt gaa op i en eneste stor Lovsang over Eros; paa
det tredje Stadium bliver Kvinden ham et højere,
mere repræsentativt Væsen end Manden, hun bliver
det store Sindbillede paa en Idé, og han skildrer
hende og Kærligheden til hende i en Aand og Tone,
som svarer hertil: den ærefrygtsfulde Ømheds. Saaledes
repræsenterer Sibyl Folket og Kirken, Eva (i Tancred)
Jødedommen og Østerland, Theodora (i Lothair)
Italien og Folkenes Frihed. Dog gennem alle disse
Udviklingsstadier holder sig som det væsenlige og
dybeste Træk en afgjort, ægte engelsk Seen Kønnet fra
Aandssiden.
25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
