Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Et Uvejr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 SVEN HEDIN
Man ligger og lytter med ubeskriveligt Velbehag til Lededyrenes
dumpe Klokkeklang i det fjerne. Lyden høres bestandig klarere,
klinger højtidelig og markerer Kamelernes majestætisk rolige Gang.
Stikker man saa Hovedet ud af Teltet, ser man i Natten mægtige
"Skikkelser spøgelseagtig haste forbi. De bløde Trædepuder giver
ingen Lyd, men Klokkerne udsender deres Ding-Dang, og Ekkoet
svarer tilbage fra Klippevæggene. Man lægger sig atter til Ro og
hører Lyden langsomt dø bort mellem Fjeldene.
Læseren forstaar maaske ikke, hvor det er muligt, at denne
simple Klokkeklang kan indvirke med hypnotisk Kraft paa mine
Hørenerver og Mindet om dem give mine Tanker en lys og munter
Farve. Det er 20 Aar siden jeg hørte den for første Gang, og siden
da har den bestandig lydt som en Undertone i mit Liv. Ved Klokke-
klang redsjeg fra Bagdad op gennem Kurdistan, den Gang da Åra-
berne drog for langsomt for min Utaalmodighed, og jeg rømte fra
dem for at blive gæstfrit modtaget af Aga Muhammed Hassan, som
gav mig ubegrænset Kredit, fordi jeg var en Landsmand af Karl
den tolvte. Ved Klokkernes Klang har jeg draget gennem Korasan
og Turkestan og styret Kursen gennem Takla Makans Ørken, og der
blev de til Ligklokker, efter som hele Karavanen undtagen jeg selv
og to af mine Mænd omkom af Tørst. Og Klokkerne lød atter, da
jeg drog gennem Mongolernes Land -og det nordlige Kina. Alle
Hændelser, baade sørgelige og glædelige, som indtraf paa slig en
Langfart, har bestandig for min Erindring været ledsaget af Klokke-
klang. Og hænder det mig nu i mit rolige Hjem ved Nybroviken
at. drømme om Ørkenen, og jeg vaagner i Angst, saa lytter jeg uvil-
kaarlig efter den vante Klokkeklang. Ringer det til Lig i en Kirke,
tænker jeg paa Opbruddet til Ørkenfærden, og naar de samme
Klokker samler Menigheden til Højmesse, vaagner atter mine Min-
der om Ørkenens Søndagsfred og om den ophøjede Alvor mellem
Tibets Fjældtinder. Og jeg ved, at jeg selv en Gang skal bæres
bort ved Klokkernes. Klang, enten en Kirkes eller en Karavanes.
Nu er vi naaet frem til Floden Kisil-Su »det røde Vand«, gen-
nem hvis Flodseng der styrtede mæglige Vandmasser, røde og tykke
som Frugtsaft. Efter at nogle af de andre Mænd forgæves har
forsøgt at finde et Vadested, er det Kaders Tur at prøve sin Lykke.
Resolut sporer han sin lille uanselige Kirgiserhest og rider langsomt
ud i det tungtflydende Vand. Hesten synker stadig dybere. Nu
naar Vandet til Saddelknappen, og et Øjeblik forsvinder baade Hest
og Rylter i de plumrede Vaude. Kun deres Hoveder rager op over
Vandfladen. Kader har slaaet sin Arm omkring Hestens Hals, og.
begge rives med svimlende Fart bort af Strømmen og ses som en
Prik dreje om ved det første Hjørne. Dog klarede Kader sig paa
en eller anden Maade, thi nogen Tid efter kom han til Syne vaad
og flov som en druknet Mus, trækkende Hesten efter sig. Saa
mærkeligt det end lyder, kom vi dog nogenlunde tørskoede over
Floden, efter at vi havde fundet et bedre Overgangssted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
