Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Flodsejlads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 27
Hjælp af Kikkerten skelner man store gule Klitter, det er Ørkenha-
vets Flyvesand, den uhyggelige, dødbringende Takla makan-Ørken.
Nedenfor Faldet bliver Floden snever, af og til næppe 6 Meter.
Men saa er vi ogsaa blevet af med det meste Vand, som i lange
Render ledes mod Nord for at vande Marat baschis Agerland. Her
gælder det alfsaa om at holde nøje Udkig og bruge Stagerne i Tide,
thi Strømhastigheden er stor, og Færgen støder paa, hvis man ikke
er agtpaagivende. En Gang løb vi med en saadan Fart op paa en
lav Bred, at Færgen var lige ved at kæntre, idet dens Yderside sam-
tidig tog mod hele Strømmens Tryk.
Men Floden udvider sig atter. I en Krumning med mægtig
Strøm droges Færgen tæt ind langs høje Brinker, hvor der i selve
Flodlejet stod en udgaaende Kæmpepoppel og ligesom lyttede til
Vandets rislende Leg omkring dens Rod. Vi fik for sent Øje paa
den, og vore Folk naaede ikke at holde os klar af den i Tide.
Færgen kastede sig knagende og skurende ind mod Stammen, der
strakte sine stærke, grønne, ligesom rovbegærlige Arme ud efter os
for at feje Teltet bort fra vort Dæk. Heidigvis maatte de nøjes
med enkle
I Slutningen af September naaede vi en Egn, hvor Floden atter
indtager en majestætisk Holdning efter at have modtaget Tilløb
nordfra. Men Strømmen er langsom, og Vandspejlet kruses kun af
enkelte Hvirvler, saa at Skovens Kæmper kan spejle deres gulnende
Kroner i Vandfladen. Hvilket storartet herligt Landskab! Der rører
sig ikke et Vindpust, og hele Naturen er i Søndagsstemning. Ingen
ensom Vandringsmands Fod faar de tørre Kviste til at knage. Der
findes ikke Spor af menneskelige Væsener og menneskelige Boliger.
Hist og her aabner der sig i den tætte Urskovs ellers uigennemtrænge-
lige Krat et Hul som Mundingen af en Tunnel — det er en af de
Løngange, som kun Vildsvinene kender. Solen skinnede med ubarm-
hjertig Hede; og man spejdede længselsfuld frem efter Steder, hvor
Færgen førtes ind under Kronernes svalende Skygge.
Saaledes gled vi da af Sted, Time efter Time, hen over Flodens
mørke Vandspejl, gennem den sovende Skov. Det var en æventyrlig
Færd; man kunde tro sig trukket af usynlige Elverpiger i en Tri-
umfvogn hen ad en Vej af Spejlglas og gennem fortryllede Skove,
over hvilke Stilheden strakte sit Kongespir. Man paavirkedes uvil-
kaarlig af denne sælsomme Stemning. Det skulde ikke have undret
mig, hvis pludselig en Skovnymfe havde draget Løvet til Side for at
hilse paa vort prosaiske Tog og derpaa forsvinde mellem Stammerne
med en spottende Latter. Men hun lod vente paa sig, og ikke en
Gang en Hyrdes Fløjte genlød fra Skovens Indre.
Man vover næppe at tale for ikke at bryde Fortryllelsen. Det
virker søvndyssende paa mine Folk, der skiftevis staar og sover
ved deres Stager. Og Færgen driver bestandig længere ned ad
Floden. ;
Naar Solen synker, og Breddernes Smuthuller bliver mørkere, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
