Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Isen standser os - VIII. Vinterlejren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 55
paa begge Bredder af den iune, stille Jarkeéent-darja. Nu sved Kul-
den i Næse og Øren, det gule Løv var faldet, og mod Syd rejste
sig, saa langt Øjet kunde naa, hele Bjerge af gult Sand. Og uaf-
brudt lød Blæstens Susen over Steppen. Iskanten ved Bredden
kunde næsten naa over og slaa Bro og der, hvor Flodens Leje løb
lige ud, saa man de to hvide Iskanter lyse langt ud i det fjerne.
Ved Karaul mødte jeg atler en gammel Bekendt, min brave
Tjener Parpi Bey, som var med i 1896. Han brast i Graad, da
han kom ombord og gensaa Islam Bey og mig, hans gamle Rejse-
kammerater. Han tog sig udmærket ud med sit graasprængte Skæg,
iført en mørkeblaa Kaftan og skindkantet Hue. Han havde travlt
med at fortælle om sit Livs Hændelser, siden vi skiltes, og han
blev antaget til at ledsage mig paa Resten af Færden.
Den 7. December meddelte de indfødte, at der ikke var langt til
det Sted, hvor Isen havde lukket Floden aldeles. Ved et særligt
Held var vor Karavane i dette Øjeblik naaet saa langt, at jeg kunde
sende Bud til Kosakkerne med Ordre til at standse ved Jangi-køll.
Det var den 7. December, som blev vor sidste Dag ombord, og
denne Tanke fyldte os med Vemod. Floden strømmede ganske rolig
mod Sydøst, til venstre bredte uoverskuelige Stepper bevoksede med
Græs og Kamisch sig og til højre knejsede de høje, golde Klitter,
hvis Fod uafladelig overskylledes af Strømmen. Midt i denne fand-
tes endnu kun en smal aaben Rende, bestandig opfyldt af fintmalet
Drivis.. Medens vi drev herigennem, hørte vi uafbrudt Iskanterne
spaltes og klingre som Glas.
Snart viste der sig nogle Ryttere paa Bredden. Det var Tjernoff,
Fajsullah og Nias Hadji. De bekræftede, at vi om et Par Timer
vilde være ved det Sted, hvor Floden var frossen over det hele.
Skønt Solen var ved at gaa ned, maatte vi forsøge at naa saa langt.
Det var min faste Vilje at komme saa langt frem som muligt, for-
inden jeg forlod mit trofaste Skib. Lygterne tændtes, i Forstavnen
anbragtes et flammende Blus, og Færgen blev under skarpt Udkig
ved med at glide frem gennem Drivisens Grøde. Men saa kom det
Øjeblik, da Færgen stoppede, medens Drivisen dukkede ind under
den første faste Isbro. Inde paa Bredden tændtes et mægtigt Baal.
Her ventede Karavanen paa os, og her havde Sejladsen Ende. Som
i en Drøm skulde jeg ofte siden efter tænke tilbage paa det herlige,
friske Liv ombord.
KAP. VIII. VINTERLEJREN.
Omsider fik jeg da Lov til at sove grundig ud. Vi behøvede jo
ikke længere at haste. Efler at Lejren foreløbig var opslaaet ved
en lille naturlig Havn, fik vore udmærkede Færgefolk fra Lajlik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
