Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Vinterlejren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 SVEN HEDIN
deres Løn udbetalt med det dobbelte af den akkorderede Sum og
derhos Rejsepenge til Hjemmet. "De skiltes fra os med Taarer i
Øjnene.
Parpi Bey udnævntes til Overopsynsmand for Hestene, og gav
sig straks i Færd med at bygge dem en Stald af Kamischknipper.
Turdu Bay og Fajsullah som var russiske Undersaatter fra Vest-
turkestan, blev ansat som Kamelpassere. Kurban, en køn 16aåarig,
munter Knøs fra Aksu, blev ansat til at gaa tilhaande hos Muhamed-
anerne, og Ørdek, en Mand fra Egnen, skulde udføre det grovere
Arbejde. Han bar Vand til Køkkenet, hentede Brændsel fra den
nærmeste Skov og skaffede Foder. Dertil fik han forøvrigt Hjælp
af Egnens Folk. Islam Bey var Muselmændenes Høvding, og Kosak-
kerne stod til min Disposition. — Khalmet Aksakal fra Korta, min
gamle Ven fra 1896, var min Gæst i faa Dage og fik i Kommission
at købe mig nogle Mulæsler, kirgisiske Filttæpper og noget smaal
Sølv fra Korta tilligemed en hel Del Proviant.
Fra Kutjar og Korta havde Karavanen medført fem Hunde.
Blandt disse fandtes to smukke Mynder, som døbtes Maschka og
Tajgun og som ligestraks vandt mit Hjerte. De var høje og havde
en kort, hvid Haarbeklædning, saa at de om Vinteren bestandig
søgte hen til Ilden og om Natten sov hos mig i nogle til dem
syede Soveposer af Filt. Det var komisk at se med hvilken Fær-
dighed de lærte sig selv uden Hjælp at krybe ned "i Poserne og
hvor taknemmelige de var, naar man stoppede Tøjet omkring dem.
Paa Krigsstien var de uovervindelige, og de spredte en fuldstændig
Rædsel blandt alle Egnens Hunde. De førte Krig paa en raffineret
Maade, idet de kredsede rundt om deres Modstander, indtil de fik
Tag i et af hans Bagben, saa svingede de ham rundt og gav først
Slip, naar Farten var saa stærk, at Staklen tumlede omkuld! og øje-
blikkelig stak af hylende og hinkende. Ved Fodringen vovede
ingen af de andre Hunde at se paa Kødstykkerne, før Maschka og
Tajgun havde ædt sig mætte. Efter Myndernes Ankomst til Lejren
faldt Jolldasch ikke ligefrem i Unaade, men han følle sig tilsidesat
og trak sig af egen Drift tilbage til Privatlivets Fred og vovede al-
drig at kigge ind i min Kamischhytte, naar Mynderne var til Stede.
Et Forsøg i den Retning havde faaet et ynkeligt Udfald. Jeg for-
søgte forgævwcs at blande mig i deres Mellemværende, thi Hunde har
nu en Gang for alle deres egne Betragtninger. Derfor tog Jolidasch
det Parti at lægge sig udenfor min Hytte, men naar jeg i Forbi-
gaaende klappede ham, var det rørende at se, hvor han logrede af
Taknemmelighed.
Jollbars (»Tigeren«) var en mægtig sortbrun Hund, en Jungle-
krattels Søn med Ulveblod i sine Aarer, en Gaardvogter af frygt-
indgydende Natur, en sand Ridder af Hugtanden. Han stod bunden
i Jærnlænke og ingen andre end jeg og et Par af Mændene vovede
at nærme sig inden for Lænkens Rækkevidde. Han var en truende
Fare for alt, hvad der hed Tyve. Om Naiten gik han løs. Des-
|
Åben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
