Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Vinterlejren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 SVEN HEDIN
Saltopløsning. Paa denne forræderske Jordbund kunde vi altsaa
ikke stole, det eneste, den bød, var ubrugeligt. Vi maatte iagttage
den største Sparsommelighed med vor Beholdning af fersk Is.
Kun saa meget, som absolut var nødvendigt, maatte hver Aften
smeltes i Gryden, og af Brændet blev kun tre Stykker kløvet paa
hver Lejrplads, to om Aftenen og et om Morgenen.
Den fjerde Dag rasede der en Storm fra Nord. Luften var
mættet med Støv og Flyvesand, og af det tætte Mørke, som omgav
os paa alle Sider, traadte kun de allernærmeste Genstande frem,
utydelige, sære og uhyggelige. Selv ved Middagstid var der Skum-
ring. Vi trængte ind i Dødsdvalens og det uigennemtrængelige
Vintermørkes Rige.
Da vi havde passeret den tolvte Sænkning, saa Terrænet be-
tænkeligt ud. I det uendelige maatte vi op over det ene Sandpas
efter det andet, men bestandig gik det op efter, og bestandig rejste
der sig ny Klitter foran os og hyppigere og hyppigere gik de trætte
Kameler i Staa for at trække Vejret. Endelig naaede vi det højeste
Pas, og dybt nede under vore Fødder bredte sig den trettende Bajir
hvis jævne Jordsmon forsvandt i Støvtaagen. Saa arbejdede vi os
møjsommelig ned til dens Bund og lejrede os atter paa flad Mark.
Stormen lagde sig i Løbet af Natten, og da jeg hen paa Morgenen
kiggede ud af mit Pels-Hi, spredte Maanen endnu sit Sølvskær over
vor tavse Lejr, hvor alle sov tungt, og kun Kamelernes langtrukne
Aandedræt forstyrrede den dybe Stilhed. Maanen syntes forundret
at stirre ned paa det dødelige Kryb, som havde forvildet sig ind i
det evige Sand. Jeg sendte en Hilsen med dens blege Skin til mit
Hjem i det fjerne Norden, hvorhen mine Tanker den Dag droges
med Længsel. Det var Juleaften, Ødemarkens Jul.
Trætte efter Gaarsdagens anstrængende Marsch i Sandet sov aile
ud, og inden der blev Liv i Lejren, var Solen allerede steget op
over Klitryggen. Kamelerne, som stadig laa i en Klynge for at
varme hverandre, kastede lange, skarpe Skygger henover Jorden,
denne mærkelige ugæstfri Jord, paa. hvilken man føler sig som en
forvildet og hjælpeløs Gæst; det er, som om den tilhørte en anden
Klode.
Nu udsondredes alt, hvad der kunde undværes, thi herfra skulde
den lille Karavane drage tilbage til Vinterkvarteret. Alle Folkene
tiggede og bad om at faa Lov til at følge med igennem Ørkenen.
Ligesom jeg selv, var de forheksede af dens Tiltrækningskraft, men
her hjalp ingen Bønner. Jo færre vi var, desto længere kunde
Isen række. De hjemvendende forsvandt snart som sorte Prikker i
det gule Sand. Saaledes var den sidste Forbindelse med dem, der
hørte os til, overskaaret, og imod Syd laa Ørkenen stille og hem-
melighedsfuld og ventede paa os.
Det blev en stræng Juleaften. De jævne Lavninger syntes at
have ophørt, og vi vandrede afsted i stadig dybere Sand, hvor Ka-
melerne uendelig langsomt tog Skridt for Skridt, og hvor der stadig
Åre es ADM
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
