Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Vinterlejren - IX. I Hjertet af Sandhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 63
gjordes Holdt,- hver Gang en Kamel var falden og dens Byrde skulde
omfordeles, eller naar en altfor stejl og ugunstig Kam maatte be-
arbejdes med Spade og Hakke. Nordenvinden blæste atter op og
lagde en Taage over Landskabet, medførende en Følelse af haabløs
Beklemthed. Det forekom os, som om vi anvendte vore yderste
Kræfter paa stadig at indfiltre os i et Net, hvoraf vi siden ikke
vilde være i Stand til at befri os.
Jeg gik i Forvejen til Fods. En ubehagelig Udsigt ventede mig,
da jeg omsider naaede Ryggen af en 60 Meter høj Klit. Den Side,
som vendte bort fra Vinden, sænkede sig brat ned mod den seks-
tende Bajir, der gabede dernede som en kulsort Kedel. Dens Bund
var sumpet, og rundt om den løb en Kant af hvidt Salt. Det var
en Afgrund, der saa ud som Helvedes Forgaard, men efter at Kara-
vanen havde indhentet mig, gled vi ned ad Sandskrænten og lejrede
os i det uhyggelige Hul.
Hvor bedrøvelig end Dagen har været, bliver Stemningen dog i
Reglen straks bedre, naar jeg kommanderer Holdt! Dyrene bliver
befriet for deres Byrder og tøjrede, for at de ikke om Natten paa
egen Haand skal søge efter Næring. Min Seng bliver redt i det
bløde Sand, der koges Mad, og naar jeg saa ved den flimrende
Lygte har nedskrevet mine Notitser, er der ikke andet at gøre end
at krybe ned under Tæpperne.
Men denne Aften var Omgivelserne saa uhyggelige, at Stem-
ningen ikke kom i Vejret tiltrods for Helligaftenen eller maaske
paa Grund af denne. Aldrig skal jeg glemme denne tarvelige Jule-
kvæld, hvor Kulden var det eneste, som mindede os om Barndom-
mens glade Fest. Sammenkrøbne som Flagermus om Vinteren sad
vi skælvende af Kulde og stirrede paa den sparsoinme Ild, medens
vi maatte svøbe os tæt i vore Pelse til Skærm imod den iskolde
Blæst, som dryssede Sandet ned over os.
KAR: K-2 HJERTEP AF’SANDHAVET.
Første Juledag tilbagelagde vi næsten 20 Kilometer og Stormen
var vor stadige Ledsager. Flyvesandet dannede paa alle Klitrygge
vældige Buske og. Komethaler, naar de heftige Vindstød piskede
Sandet løs Alt blev gennemtrængt af dette letbevægelige Stof. Det
frembringer en ubehagelig Kulde over hele Kroppen, det knaser
mellem Tænderne, ja endnu 4 Aar efter denne Rejse falder der
Sandskorn ud af min Dagbog, hver Gang jeg blader i den.
Anden Juledag var Terrænet ugunstigt, og vi vadede af Sted i
dybt Sand. Da vi tredje Gang havde arbejdet os op til et Sandpas,
stod vi ved Randen af en meget stejl Skrænt, ned ad hvilken
Kamelerne gled uden at betænke sig. Sandet giver efter for deres
NEEDS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
