Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. I Hjertet af Sandhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 SVEN HEDIN
Vægt og styrter som et Vandfald, medens Dyrene rutscher bag
efter med stive Ben. De var allerede. vante til disse Glideture-… og
bliver ikke mere svimle. Det er et komisk Syn at se Karavanen
paa denne Glidetur. Men det var ogsaa den eneste komiske Side
ved Situationen, thi Brændet var nær. ved at slippe op og maatte an-
vendes med endnu større - Sparsomhed. SKamelerne begyndte at
blive sultne og tillod sig om Aftenen at æde Foret af en Paksaddel.
Den 27. December ventede der mig en glædelig Overraskelse.
Som sædvanlig gik jeg forud tilfods og førte Karavanen, som ganske
langsomt fulgte mig. Paa denne Maade naaede jeg en høj Klitkam,
hvor jeg hvilede et Øjeblik og undersøgte Ørkenen med. Kikkerten.
Mod Syd laa der en ny Lavning, som havde et - usædvanligt Ud-
seende besat med mørke Pletter. Jeg skyndte mig derned, og min
Forundring blev endnu større, da jeg fandt nogle tørre Sivblade,
som Vinden havde ført med sig, samt Spor af en lille Gnaver paa
Størrelse som en Mus. Da jeg kom nærmere, opdagede jeg til min
store Glæde, at de sorte Pletter ikke var andet end Siv i tynde,
visne Buske.
Da Karavanen havde indhentet mig, jublede Folkene, som om
de havde kigget ind i Paradiset, og. Kamelerne udspilede Næse-
borene som Tegn paa, at de vejrede Græsning. Det var virkelig en
uventet velsignet Opdagelse; den gav os Haab om, at Ørkenen ikke
vilde faa Lejlighed til at. røve vort Liv.
"Vi lejrede os og slap Dyrene løs. Om Åftenen fik Kamelerne
hver 30 Liter Vand. Spanden blev hver Gang tømt med et Par
begærlige Drag. Nu "blev Isbyrderne betænkelig lette, men denne
Plantevækst- lod os haabe, at Grundvandet ikke vår langt borte.
Hele Aftenen hengik med at smelte Is til Kamelerne, men Brændsels-
forraadet behøvede vi ikke at røre, da vi kunde .brænde det op-
samlede tørre Siv. Solen, som hele Dagen havde holdt sig bag
Skyerne, kom til Syne, inden den gik ned. Stormskyerne trak bort.
Foroven var de graaviolette med solbelyste Rande, men Undersiden
var ligesaa smudsig gul som Klitterne og det saa ud, som om
Ørkenens Spejlbillede viste sig paa Himlen.
Om Natten frøs det 30 Grader, og om Morgenen, da vi vaagnede,
var vi omgivne af Støvtaage med Østenvind og blygraa Skyer. Der
er ikke en eneste lys Plet paa Himlen, der røber, hvor Solen staar.
Sandklitterne foran os skimtes kun utydelig gennem Støvskyerne.
De ligner fjerne Bjergkæder, skønt de i Virkeligheden ligger tæt
foran os. Gennemisnet af den utrættelige Blæst staar jeg af og leder
Hesten ogsaa over de Strækninger, hvor Jordbunden er god og fast.
I den 33. Sænkning fik en mørk Genstand mig til at fremskynde
mine Skridt. Det var den første Tamariskbusk. Den førte endnu
et kummerligt Liv, men rundt om den laa forlængst uddøde tørre
Grene, et velkomment Tilskud til vort Brændeforraad. Et Stykke
længere henne, hvor et lille Sivkrat yder Ly mod Vinden, gjorde
jeg Holdt, bandt Hesten og antændte et lille Baal.
buens. ad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
