Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 81
at humpe efter de andre. Klokkelyden blev stadig fjernere og døde
tilsidst hen i Stilheden. Omsider satte jeg mig i Bevægelse og
slæbte mig møjsommelig frem i deres Spor, men maaite hvert Øje-
blik gøre Holdt. Der var ganske stille foran mig, og hvor meget
jeg end lyttede, hørte jeg ikke en Lyd. Rundt om mig udstraalede
de høje Klitter en glødende Hede.
Endelig fik jeg Øje paa de mørke Skikkelser paa Toppen af en
Klit og slæbte mig derhen. Alle Kamelerne. laa udmattede og
kraftlløse med udstrakte Halse. Muhamed Schah strøede Sand paa
sin Pande og anraabte den Evige om Hjælp. I Skyggen af en Ka-
mel sad Kasim med begge Hænder for sit Ansigt; han ansaa sin
Kammerat for afsindig, fordi han hele Vejen havde fantaseret om
Vand.
Islam var gaaet forud, og jeg kaldte paa ham. Da han saa,
hvor daarlig jeg var, foreslog han mig, at vi skulde finde en bar
Plet og der grave en Brønd. Altsaa atter fremad ! Jeg skulde ride
paa den hvide Kamel; dens Byrde: Ammunitionskasserne, to evro-
pæiske Ridesadler og et Tæppe blev kastet paa Sandet, hvor de
endnu ligger. Min Kamel nægtede at rejse sig, og vore Kræfter
slog ikke til for at faa de andre i Gang. Vi følte Ørkenens hede
Favntag kvæle os; vi havde her fundet det Sted, hvor vore Knogler
snart skuide bleges i Solens Brand.
Kamelerne blev befriet for deres Byrder, Teltet blev slaaet op,
jeg krøb derind, lagde mig paa et Filttæppe og afklædte mig helt.
Islam, Kasim, Jolidasch og Faaret tog ligeledes Plads i Skyggen:
de andre blev liggende, hvor de var styrtede. Vi hørte Muhamed
Schah lalle som et Barn; han sad og legede med Sand i den EFro:
at det var Vand. Kun Hønsene syntes uberørte af vor Skæbne,
de pillede ved Paksadlerne og ved den sidste Proviantsæk.
Klokken var endnu ikke 10 om Formiddagen, vi havde hele
Dagen for os, og Heden, som allerede nu var uudholdelig, vilde
sikkert tiltage. Jeg var som lammet af Udmattelse og Tørst og
kunde næppe vende mig påa mit Tæppe. Mit Dødsleje var redt,
og her vilde det tyktflydende Blod snart stivne i mine Aarer. Som
en Drøm gled hele mit Liv forbi i min Erindring. Jorden og al
jordisk Higen traadte tilbage og forsvandt, Evigheden kom mig
nærmere, dens Porte stod allerede halvt aabne. Derhjemme vilde
mine kære vente mig Aar efter Aar, men jeg vilde aldrig komme
tilbage. Hele Dagen laa jeg vaagen og stirrede op mod Telttaget;
hver Time syntes mig en Evighed. Hvem af os vilde dø først, og
hvem skulde være den sidste, den ulykkeligste? Maatte det kun
gaa hastig, og maatte vi ikke vente altfor længe paa Døden.
Om Eftermiddagen indtraadte der dog en ejendommelig, vel-
gørende Forandring i min Tilstand. Det var begyndt at blæse op,
og Luften blev saa frisk, at jeg undertiden maatte dække mig til.
Efterhaanden som Solen nærmede sig" Synskredsen, vendte mine
Kræfter tilbage. Som en druknende klamrede jeg mig atter til
Gennem Asiens Æventyrlande 11
NEBEERE BY
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
