Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 SVEN HEDIN
Uden Afbrydelse marscherede vi to Timer lige mod Øst. Derpaa
overvældede Trætheden os, og vi lagde os ned, indtil Nattens Kø-
lighed atter vækkede os. Da vi igen var blevet varme, følte vi os
Saa søvnige, at vi kastede os paa Sandet og straks sov ind. Klokken
4 om Morgenen den 2. Maj vaagnede vi ganske forfrosne, kunde
derpaa marschere 5 Timer og hvilede saa en Time.
Efter et Par Timers Vandring var Heden saa stærk, at vi faldt
om som lamslaaede. Paa Nordskrænten af en Klit opgravede Kasim
noget køligt Sand, og splitternøgne krøb vi ned i Hullet. Kun vore
Hoveder stak frem og fik Beskyttelse mod Solen af vore Klæder,
som hang paa Spaden. Fra Tid til anden overhældte Kasim mig
med friskt Klitsand, og det føltes som et kvægende Styrtebad i den
brændende Solhede. Saaledes laa vi uden at sige et Ord og uden at
sove Dagen igennem, begravede i Sand. Først Kl. 6 formaaede vi at
kravle frem og klæde os paa. Derpaa slæbte vi os videre, indtil
vi kort efter udmattede sov ind paa en Klit. Jeg begyndte at frygte
denne forræderske Søvn, af hvilken vi muligvis ikke skulde vaagne
mere.
Den 3. Maj brød vi op Kl. 4’/,; efter nogle Timers møjsommelig
Vaklen fremad blev Kasim pludselig staaende, greb min Arm og
pegede mod Øst. Jeg kunde ikke se noget usædvanligt. »Julgun«
(en Tamarisk) hviskede han. Gud være lovet! Med nyt Haab og
nye Kræfter ilede vi videre, og da vi havde naaet Busken — den
Oljegren, som meldte Ørkenhavets Kyst — faldt vi ned paa vore
Knæ, takkede Gud og tyggede som Dyr de saftige Naale. Efter et
kort Hvil i den sparsomme Skygge ilede vi videre, og Klokken 9!/,
naaede vi atter en Tamarisk, og mod Øst saa vi endnu flere Buske,
smaa sorte Punkter, der var kendelige i det gule Sand. Men nu
var vore Kræfter udtømte; vi gravede os atter ned i Sandet, og
denne Gang var Kasim ikke mere i Stand til at overhælde mig med
friskt Sand. I ni Timer laa vi der, vaagne og stumme som to le-
vende Lig. Tunge, Læber og Gane alt er saa haardt og tørt, at
man ikke mere kan tale, man hvisker eller hvæser kun af og til
et-orå
Klokken 7 tøede vi atter op i Skumringen, vi havde gaaet tre
Timer, og det var bælgmørkt, da Kasim umiddelbart foran os op-
dagede tre Popler. Disse velsignede Træers Rødder maatte naa ned
til Grundvandet, og det kunde ikke ligge ret dybt. Vi begyndte at
grave tæt ved den største Poppel, men snart maatte vi standse;
nærved at segne af Kraftløshed. Liggende paa Jorden kradsede
vi med vore Hænder og Negle, men heller ikke paa denne Maade
kunde vi naa Vandet. Som en Erstatning indgned vi vor Hud med
de bittert saftige Blade, Vi var ikke i Stand til den Nat at gaa
videre. Tørt Kvas laa der Mængder af omkring Poplerne, vi an-
tændte et mægtigt luende Baal, som skulde vække Opmærksomhed,
ifald der befandt sig Mennesker i Kotan-darja’s Skove, og. som
kunde oplive Islams Mod, hvis han endnu var i Live. Muligvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
