Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
GEDE ET SEÅ SÅ
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 85
kunde Ilden redde vort Liv; derfor blev den holdt vedlige i hele to
Timer. Derpaa lod vi den gaa ud. Med største Anstrengelse søgte
vi-at synke et Par Mundfulde af Provianten;-det faldt os dog saa
vanskeligt, at vi kastede Resten i Baalet for ikke at slæbe det med
os til ingen Nytte. Jeg beholdt dog en tom Daase saa stor som et
lille Vandglas. Af den vilde jeg drikke Kotan Darja’s Vand. Derpaa
sov vi ind ved Ilden og følte ikke Nattekulden.
Den 4. Maj marscherede vi med utallige Afbrydelser fra 3 om
Morgenen til 9 om Formiddagen, indtil vi kraftløse kastede os
under en ensom Tamarisk. Mod Øst bredte sig atter et aabent
Ørkenbælte.. Vi saa ikke flere Popler og kun hist og her en ud-
lørret Tamarisk. Her laa vi i 10 Timer og stegtes i brændende
Sol. Endelig naaede Dagens Stjerne endnu en Gang den vestlige
Synskreds — for os maaske for sidste Gang. Jeg ræddedes ved at
se mit nøgne Legeme. Kobberbrun, tør og haard som Pergament
laa Huden stramt over Knoglerne. Alle Ribbenene aftegnede sig
skarpt, og Maven var kun en Fordybning nedenfor Brystkassen.
Det kostede mig en forfærdelig Anstrengelse at staa op. Kasim lan
som død, jeg ruskede i ham, men han hviskede, at han kunde ikke
mere og havde opgivet ethvert Haab.
Saa skulde altsaa jeg af alle Karavanens Mennesker og Dyr blive
den sidste levende!
Jeg greb min Stav og drog videre gennem Mørke og Sand.
Luften var kold, og det var blikstille, man kunde langt borte have
hørt den ringeste Lyd. Fra Tid til anden lagde jeg Øret til Sandet
for at lytte, men hørte ikke andet end mine Uhres Dikken og mit
Hjertes svage, besværlige Banken.
Jeg tændte den sidste Cigaret og gik, indtil jeg Klokken 1 om
Natten sank om ved en Tamarisk under det forgæves Forsøg paa at
tænde et Baal. Her blev jeg liggende en Stund som bedøvet. men
vaagnede atter, skræmmet op af snigende Skridt i min Nærhed. Ka-
sim havde slæbi sig eftir mig, og nu fortsatte vi vor Vandring endnu
et Stykke sammen. Vi var ligegyldige og slappe, kæmpede med
Træthed og Søvnighed. Lange Strækninger krøb vi paa alle fire, og
støttet til vore Stave tumlede vi nedad de stejle Klitvægge.
Robinson Crusoe blev sikkert ikke mere forbavset, da han ved
Stranden paa sin Ø opdagede Sporet af en Menneskefod, end vi
blev det, da vi pludselig paa en Klitkam saa tydelige gør af Men-
nesker i Sandet. Det var, som om Livet og Haabet om Redning
aller rykkede os nærmere. Man maatte have iagttaget vort Baal
ovre i Skoven og være løbet ud i Ørkenen for at se; hver Viva
Hvor velsignede jeg ikke Menneskene, hvis Selskab jeg ellers gerne
gav Afkald paa. Vor første Tanke var at opsøge en Tamarisk
eller Poppel for at tænde et nyt Baal. Men først maatte vi under-
søge Sporet for at se, hvem der kunde have gaaet her. Kasim
løste snart Problemet. Afkræftet sank han ned og hviskede: »Det
er vore egne Spor.« Dødtrætte og udmattede havde vi gaaet i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
