Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Til det nordlige Tibet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116 SVEN HEDIN
KAP. XIV; TH DET NORDLIGE RER
Ventetiden blev dog til sidst for lang for mit urolige Blod,
og den 30. Juni gav jeg Befaling til, at Karavanen selv samme
Aften skulde staa parat til Afgang. Næppe var Kamelerne ført ud
af deres Skjul, før de blev omsværmede af de afskyelige Bremser.
Ved hver fuldt belæsset Kamel blev der stillet fire Mand, der saa
vidt muligt søgte at forjage Insekterne med Sivduske. De konge-
lige Dyr mistede ikke et Gran af deres Værdighed og bar deres
vante ophøjede og tavse Taalmodighed til Skue.
Da Karavanen var draget af Sted, og den sidste Lyd af Klok-
kerne fortonede sig i det fjerne, havde jeg endnu en tung Pligt at
opfylde. Nemlig at sige Farvel til Sirkin og Tschernoff. Jeg tak-
kede dem rørt for deres Tjeneste, trykkede deres Hænder, og saa
dem stige til Hest og forsvinde som to Støvskyer paa Vejen til
Kaschgar.
Nu var jeg ganske alene tilbage i Abdall. Mine Folk var spredt
for alle Vinde, men jeg skulde lidt efter lidt samle dem igen. Det
var mørkt, da jeg sammen med to Rorkarle steg ned i en lille
Baad og susede af Sted det sidste Stykke af Tarim. Maanen var
ved at gaa ned, men Luften var klar, og Stjernerne lyste ud over
de vandrende Søer, paa hvilke vi snart gled ud, og hvor en svag
Brise fik Sivene til at rasle. Men snart kom vi ind i en Labyrint
af tætte Sivmarker, hvor Sommernattens Brise ikke trængte ind.
Derinde var der kvælende varmt med trykkende og ubehagelige
Dunster. Da jeg allerede tidligere havde optaget et Kort over denne
Egn, kunde jeg rolig tage mig et Blund af og til. Henimod Morgen
gav Folkene sig til at synge blot for at holde sig vaagne; nu var
vi ikke ret langt fra det Samlingspunkt, hvortil Karavanen skulde
ankomme i Morgendæmringen.
Jeg besteg en Hest, og vi forlod Søerne for at drage igennem
den trøstesløse, ensformige, fuldstændig .flade Sandørken ved deres
sydlige Bred. Majestætisk steg Solen op over Synskredsen og gød
et Hav af Lys og Varme ud over Ørkenen. Den Dag var Sol-
opgangen særlig pragtfuld, og dens Straaler brødes i de fine lette
Skyer, der svævede som et Slør foran dens Skive. Disse Skyers
Rande var belyste bagfra og glødede som Kranse af smeltet Guld.
Himlens Farve var ren turkisblaa uden den mindste Plet.
Et overordentlig fængslende Skue frembød ogsaa Bjergenes
Panorama, som traadte klart og skarpt frem i den skraa, næsten
vandrette Belysning. Bjergkæderne skinnede med røde og violette
Skatteringer, som Afstanden dæmpede, og som dannede en tiltalende
Baggrund for det tørre Ørkenlandskab.
Men næppe er Solen kommen helt op over Synskredsen, før
Varmen bliver besværlig, og Luften atter fyldes -med Hærskarer af
Bremser, mod hvilke vi fortvivlet kæmper ved Hjælp af Ride-
FR
v——
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
