Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Til det nordlige Tibet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 SVEN HEDIN
pisken. Tidlig paa Formiddagen lejrede vi os en kort Tid ved en
Brønd med saltholdigt Vand og havde meget at gøre med at for-
svare Kamelerne mod deres Dødsfjender.
Næste Morgen biev jeg vækket Kl. 3, Lys og Lygter blev tændte,
og Frokosten sat frem, bestaaende af The, Æg og Brød. En Time
efter brød vi op; vi havde en lang Vej for os, næsten 70 Kilo-
meter. Der blev medtaget Vand i nogle Kobberkander. Jordbunden
er haard og bestrøet med Smaasten. Stien stiger langsomt op mod
Bjergenes Fod, og der er ikke et Græsstraa at se. Uden nogen
regelmæssig Afstand indbyrdes er der opstablet smaa Stenpyramider
for at tjene Vandringsmanden som Vejvisere under Storm. Asiaterne
har den Tro, at de maa vise Erkendtlighed mod Veje og Stier
og lægger derfor en eller flere Sten paa Hoben, naar de gaar forbi.
Vore to Hundehvalpe blev straks trætte, hvorfor vi lagde dem i
en Kurv med et Filttæppe over. Jolldasch og Maschka kunde ikke
taale Heden. Fra Tid til anden fik de en Slurk Vand, men sakkede
bestandig agter ud. Tilsidst hørte vi dem slet ikke mere. Schag-
dur red tilbage og fandt dem i Skyggen af en lille Lerterrasse, hvor
de havde gravet et Hul i det friske Sand og lagt sig ned med Tun-
gen ud af Halsen. Jolldasch kom godvillig med, men Maschka
vilde ikke røre sig, Schagdur tog ham derfor med sig foran paa
Sadlen. Han var dog ikke naaet ret langt, før Hunden opførte sig
ganske mærkværdig og begyndte at kaste Hovedet frem og tilbage,
indtil dette hang slapt ned. Kosakken forsøgte at give den den
sidste Rest af sit Drikkevand, men det hjalp ikke. Maschka var
allerede død og maatte blive liggende ved Vejen. Det gjorde mig
meget ondt at miste denne smukke, trofaste og modige Hund. For
at redde Jolldasch bandt vi den fast paa en Kamel og dækkede den
med et Filttæppe. Der laa den knurrende og følte sig forfærdelig
syg. Vor store Karavane, som var draget i Forvejen til Mandarlik,
havde haft endnu større Tab blandt sine Hunde. Ikke færre end
otte var dels døde, dels flygtet tilbage tii Søerne.
Ja, det var en møjsommelig Strækning, denne Ørkenstrimmel,
som skilte os fra Bjergene. Men da Solen havde endt sin Vandring
over Himlen, da stod ogsaa vi ved vort Maal efter en March paa
14/, Time. I den første lille Dalmunding, hvor en Bæk rislede
ned gennem yppigt Græs, slog vi Lejr. Man kan forestille sig
Jolldasch, da han hørte Vandet bruse meliem Stenene. Han spid-
sede Øren, bjæffede og bed om sig for at slippe fri, og da han og
hans Kammerater, som først begge var lidt stivbenede og fortum-
lede, huriig var sat ned paa Jorden, styrtede de sig ud i Bækken
og begyndte at slubre det kolde Vand i sig, medens deres Øjne
lyste som Gløder. Af og til gik det for hurtigt, og Vandet kom i
den gale Hals. Saa hostede de og rømmede sig, og derefter drak
de paany. Tilsidst lagde de sig i Vandet, ligesaa lange de var,
rullede sig derpaa i Græsset, gøede af Glæde og drak igen. Havde
vi bare ogsaa haft Maschka, havde alt været godt.
AED
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
