Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Til det nordlige Tibet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 119
Langsomt skred vort Tog op over den dobbelte Bjergkæde Artim-
tag, som danner en Grænsemur mellem den midtasiatiske Ørken og
Tibet. "Frisk Luft, stjerneklare Nætter, af og til en velgørende
Regn og ingen Bremser — det var herlige Udsigter! I Tamarlik
er vi allerede næsten 3000 Meter over Havel; her mødte der os to
Udsendinge fra Hovedkvarteret med den Efterretning, at alt stod
godt til der. Begge’var de ny for os. Den ene hed Chodai-Vardi;
han var en Idiot, som senere en Gang nær havde spillet mig et
skæbnesvangert Puds. Den anden var en ung Afghaner fra Tschert-
schen og hed Aldat. Vinteren havde han tilbragt i Bjergene for at
skyde tibetanske Yackokser, hvis Huder han plejede at sælge til
Købmænd fra Byen Kerija. Ung, smuk og. statelig strejfede han
hvert Aar om som Nimrod i disse øde Egne. Gevær, Pels, Kniv og
Fyrtøj var hans eneste Ejendele. Han ernærede sig af de nedlagte
Oksers Kød og drak af den evige Snes Kilder,
Aidat var et sympatisk, ejendommeligt Menneske, aldrig lo han,
aldrig sagde han et overflødigt Ord, svarede kort og bestemt paa
alle Spørgsmaal og gik næsten altid alene med Bøssen paa Nakken.
Hans Blik var vemodigt og gled altid spejdende til alle Sider, hans
Gang var kongelig, og han syntes at svæve henover Jorden saa let
som Antiloperne. Aldrig blev han træt i denne" tynde Luft, som
skaffede os andre en heftig Hjertebanken. Uden Tøven modtog han
mit Tilbud om at ledsage mig paa mit første Tog til Tibet.
Det var et mærkeligt Liv, han førte, for es kultiverede Men-
nesker uforklarligt og dog tiltrækkende.
»Hvad griber du til, naar Jagten slaar fejl, og du ikke har noget
at spise?«
»Saa maa jeg sulte,« svarede han.
»Hvor sover du om Natten?«
»I Kløfter og Klippespalter, undertiden i Huler.«
»Er du ikke bange for at blive overfaldet af Ulvene?«
»Jeg har Fyrsvamp og Staal og tænder hver Aften et Baal.
Desuden har jeg jo Bøssen.«
»Men hænder det da ikke, at du AR vild i denne Vrimmel af
Bjerge ?«
»Jeg kan ikke gaa vild, jeg har utallige Gange vandret over
Passerne.«
»Piner "det dig da ikke, altid at være alene?«
»Nej, men jeg længes efter Foraaret, naar mine Brødre kommer
for at hente. Yackskindene. «
En urolig omflagrende Aand i menneskelig Skikkelse. For en
Eneboer kan jeg næppe tænke mig noget mere trøstesløst Land end
Nordtibet. Om Dagen gaar det an, men om Natten, naar Kulden
bider i Huden, og de mørke Bjergkæder hæver sig uhyggelige og
truende i Maareskindel Hvor mange Aftener var ikke den stakkels
Aldat udmattet og træt ankommen til den ensomme Kilde, hvor
kun Yackokserne plejede at drikke. Indsvøbt i sin Pels havde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
