Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Atter til Vands
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 SVEN HEDIN
er saa hvide, som om de var malede, vore Hænder hvide og ru,
vor Dragt hvidplettet, og Indersiden af Baaden ser ud, som om den
var benyttet til Meltransport.
Om Morgenen havde vi set Karavanen langsomt drage langs den
vestlige Bred, men da Afstanden tiltog, tabte vi den af Syne. Da
vi nu nærmede os Sydbredden, begyndte vi igen med Kikkerten at
spejde efter vore Folk, men de var intet Steds at øjne.
Henimod Aften blev. Blikstillet afløst af en rask Brise, saa vi
kunde hejse Sejlet og stryge ind mod Land. Inden det blev mørkt,
skyndte vi os op paa den nærmeste Høj for at spejde efter Kara-
vanen, men der var intet Spor at opdage af Mennesker eller Dyr,
vild og uhyggelig laa hele Egnen, og det var, som om vi vandrede
mellem Ruiner, som i 1000 Aar ikke var betraadt af nogen Fod.
Medens Kutschuk samlede Buske af Jappkak-Planten, som her fand-
tes i rigelig Mængde, vandrede jeg om mellem Højene; paa en
Skrænt laa der den solblegede Hovedskal af en Kulan, og i Nær:
heden havde en Bjørn sat sine Spor i den løse Jord. Jeg raabte
og lyttede, men Karavanen var og blev forsvunden, og intet Baal
røbede, hvor den havde slaaet Lejr.
I Mørket gik jeg tilbage til Landingspladsen, hvor Kutschuk
havde samlet en stor Stabel Brændsel; vi holdt Raadslagning. Der
var ikke Tvivl om, at Karavanen var stødt paa en uventet Hindring;
ellers vilde sikkert et Par Ryttere have mødt påa Samlingspladsen
for at give os Besked og bringe os Føde, Vand og Klæder. Mon
vi ikke skulde benytte den gunstige Vind og sejle mod Vest. Dog
nej, Mørket var saa uigennemtrængeligt, og Søen gik for højt for
vor skrøbelige Baad.
Der var ingen anden Udvej for os end at tilbringe Natten, hvor
vi var. Alt blev baaret et Stykke op i Land, ogsaa Baaden, som
var skilt i sine to Halvdele. Disse blev opstillede og afgav to for-
træffelige Skilderhuse, der skærmede os mod Blæsten. Vi havde
netop faaet alt i Orden, da Regnen kom. Saa stillede vi vort
Skilderhus paa skraa, støttet foroven til en Aare, og derved opnaaede
vi baade at faa Ly mod Vinden og et Tag over Hovedet. Jeg tog
den ene Redningsbøje og Kutschuk den anden, og med disse som
Hovedpuder lykkedes det os at sove endnu en Stund, inden Frosten
kom. Klokken 9 tændte vi vort Baal og samtalede endnu et Par
Timers Tid. Havde vi dog blot haft en Smule varm The og Brød
eller endog blot et Bæger Vand! Da Baalet var brændt ud, krøb
vi til Køjs, og nu benyttede vi vore Baadhalvdele paa en ny Maade.
Først blev Sejlet udbredt over Stenene, som derved ikke blev meget
blødere. Derpaa blev Korkpuden gravet halvt ned i Jorden, og
saa lagde jeg mig i sammenkrummet Stilling ned herpaa, hvorefter
Kutschuk bedækkede mig med den ene halve Baad. Bunden af
Baaden var kun en Tomme fra mit Ansigt og laa over mig som et
Kistelaag, en Forestilling som blev endnu mere levende derved, al
Kutschuk med et Aareblad skovlede Sand og Grus om Kisten for at
CEED
| |
PR ser se van lak KM
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
