Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Vand! Vand!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162 SVEN HEDIN
Morgenen den 19. Februar at maatte staa op uden den sædvanlige
Ild. Efter en tarvelig Frokost ilede jeg forud til Fods. Vand, Vand!
Denne ene Tanke beherskede os alle. For enhver Pris maa vi
finde en Kilde; thi nu er det tolv Dage siden, Kamelerne har faaet
ordentlig at drikke. Det er elleve Dage, siden vi forlod den sidste
Brønd, men Dyrene drak kun sparsomt af det saltholdige Vand.
Nu vilde de sikkért være henrykte for det. Hvis vi ikke inden faa
Dage naaede Vand, vilde Kamelerne dø en efter anden — og saa vi
selv. Vi maatte være endnu fire eller fem Dagsrejser fra Altimisch-
bulak. Vilde vi kunne holde ud saa længe? Naar det er paa
Heldningen med Kræfterne, bliver Kampen for Livet først rigtig
fortvivlet.
Selvfølgelig plejede jeg altid at spørge de indfødte om de Egne,
hvor vi netop befandt os. Abdu-Rehim, som det foregaaende Aar
havde ført os saa dygtigt til Altimisch-bulak, havde den Gang for-
talt mig, at der østen herfor laa endnu tre Saltkilder. Til disse
satte jeg min Lid. Hvor let kunde jeg dog ikke drage forbi dem,
naar de laa skjulte i Terrænet. Allerede én Gang tidligere havde
jeg kæmpet for Livet i Takla-makan Ørkenen. Men den Gang vidste
jeg i alt Fald, at naar jeg gik mod Øst, vilde jeg tidligere eller
sildigere naa Kotan-darja. Den Gang skulde jeg blot ramme en
Flods lange Linje, men her gjaldt det at finde et Par smaa Punkter.
Maaske vil man finde, at det var altfor dristigt af mig paa denne
Maade at sætte mine kostbare og allerede vundne Resultater paa
Spil. Ja, men det var jo netop Mangel paa Dristighed, som havde
bevirket, at de Opdagelsesrejsende hidtil havde ladet disse Egne
ubetraadte. Ogsaa efter at jeg var sluppen vel tilbage, har jeg
maattet høre, at jeg ikke havde Lov til at sætte Dyrs og Menneskers
Liv paa Spil. Min Mening er dog den, at man maa stole urokkelig
paa sit Held — sin Skæbne. Man skal tro blindt paa Gud, men
ellers kun paa sig selv, og de, som følger En, vil ikke svigte, Der-
imod vil jeg tilstaa, at Farerne i alt for høj Grad virker æggende
paa mig, og at dette maaske er en Svaghed.
Jeg løb saa hastigt, som om det brændte bag mig, og lod mine
Ledsagere langt tilbage. Mine Støvler, som var syet i Timirlik,
hang daarlig nok sammen i Sømmene efter en Fodvandring paa
300 Kilometer, og mine smertende Fødder var fulde af Blegner.
Jeg var besluttet paa ikke at standse, før jeg havde fundet Vand
— det var paa høje Tid. Den 19. Februar 1896 havde jeg naaet
Vand paa den farlige Ørkenvandring nordfor Karija-darja. I Dag
var det atter min Fødselsdag, og jeg troede paa, at Aftenen skulde
bringe en glædelig Overraskelse. I vestlig Retning tog Kamelsporenes
Antal til, de bestyrkede mig i mit Haab; jeg kunde næppe gaa to
Minutter uden at krydse et Spor. Tilslut naaede jeg en lav Bjerg-
ryg, som nødte mig til at gaa mod Sydvest ad et indtørret Bækleje,
som nylig var passeret af 30 Kameler, Da jeg her fandt en Tama-
risk og Spor af Harer og Antiloper, blev jeg staaende et Øjeblik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
