Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Under kritiske Forhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 175
det jævne Terræn, som ikke frembyder den ringeste Hindring for
den. Hurtig blev alle Foranstalininger trufne, Nivelleringspælen
hamret fast ned, Teltet forankret, Ilden slukket, og efter at Kamelerne
til Slut var blevet lagt med Hovedet bort fra Vinden, beredte en-
hver sig paa, hvad der vilde komme. Der herskede et begsort
Mørke, alle Stjerner var skjulte; kun vore Øren fornam Stormens
hylende Hvæsen. Jeg laa udstrakt og skrev ved et flakkende Talglys,
da Schagdur, som sædvanlig, kom krybende ind Kl. 9 for at stille
Minimumsthermometret og hjælpe mig med de daglige Observationer.
Derpaa sagde han Godnat og forsvandt for at vende tilhage til sin
Soveplads ved Køkkenkassen, som stod knap 15 Skiid borte i
Læsiden.
En halv Time senere hørte jeg en svag Kalden fra en helt an-
den Side. Jeg raabte af alle Kræfter, og snart stak Schagdur atter
sit Hoved ind ad Teltdøren. Han havde forvildet sig og ikke været
i Stand til at finde sin Plads i Lejren. Den, der ikke selv har
oplevet en saadan Storm, kan ikke gøre sig noget Begreb derom;
man bliver aldeles forvirret, Stedsansen sløves, man tror at bevæge
sig i lige Linje, men gaar i Virkeligheden i Kreds. Kun et Kompas
kunde hjælpe, men Mørket umuliggjorde dets Benyttelse. Hvis Cho-
dai Værdi var blevet overfaldet af en Sandstorm, vilde han have
været fortabt, og da han var ene, kunde han ganske vist have be-
friet Kamelerne for deres Byrder, men ikke igen kunnet belæsse
dem, fordi der hertil udkrævedes mindst to Personer. Jeg gøs ved
Tanken om, hvad der vilde være sket, hvis Stormen var indtraadt
blot en Time før.
Om Aftenen den 15. Marts maatte Kamelerne fortære Straaet i
Paksadlerne; disse var nu ikke længer saa nødvendige, da Isbehold-
ningen var smeltet betydelig ind. Drikkevand havde vi endnu til-
sirækkeligt af, men det havde faaet en modbydelig Bismag af Skind-
sækkene. Der svømmede dog endnu i Suppen nogle Isklumper,
som var til at nyde. (
Forgæves spejdede vi i Kikkerten. efter Tokta Ahuns Signalild.
Her laa Ørkenen saa jævn og øde som et Spejl. Da vi brød op
den 16., maatte vi kun være 20 Kilometer fjernede fra Søen, men
Nivelleringen tog megen Tid. De første Tegn paa »Land« viste sig
dog; vi begyndte at mærke, at vi nærmede os en af Ørkenhavets
Strande. De yderste »Skær« dannedes af udgaaede eller døende
Tamarisker. Nogle smaa lave Klitter, som havde samlet sig paa Læ-
siden af Buskene, var behagelige for vore smertende Fødder. Synet
af hele Flokke af Vildænder var meget opmuntrende for os. Ter-
rænet sænkede sig, om end meget langsomt, mod Syd. Alt dette
viste, at vi nærmede os Kara-kosckun, Lop-noor Ørkenens Syd-
Bækken.
Den 17. Marts var det trykkende varmt. Alle var vi udmattede
af Træthed og Sult, Ørkenen blev atter fuldstændig gold. Jord-
bunden blev gloende under vore Fødder, og vi rykkede kun ganske
NERE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
