Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Over Arkatag med Døden i vort Følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 199
Bedeligheden. Endnu efter Mørkets Frembrud kunde vi, møjsomme-
lig krybende Menneskemyrer, højt oppe bag os skimte de uhyggelige,
hvide Bjergtoppe. Vi søgte kun efter et tørt Sted, hvor der var
Plads nok til Lejren. Paa Græsning og Brændsel tænkte ingen;
hvem søger den Slags Ting heroppe ved Grænsen til det tomme
Verdensrum. Tilslut fandt vi en fast Stenskrænt, hvor vi lejrede
os. Turdu Bey og flere andre Efternølere indfandt sig sent om Af-
tenen i Lejren, de havde maatte lade fire Kameler tilbage. Ved
Daggry vendte de til Hest tilbage til Dyrene for at forsøge at redde
dem, og i ethvert Fald bjerge deres Byrder og Straaet i Paksadlerne.
Dyrene stod dog ikke til at redde; den ene Kamel var allerede død
og laa stiv og kold nedenfor Passet. Man stikker dem ikke ihjel,
før det er klart, at de ikke mere kan leve. Da skærer Knivsbladet
deres Livstraad over og befrier dem for længere Lidelser. Ulvene
fortærer deres Kød, og Skelettet bleges mellem Bjergets Stene.
Fem Kameler paa en Dag! Paa en eneste Marsch havde Kara-
vanens Kærnetropper lidt et Tab af !/,. Byrderne vilde nu blive
for tunge for de overlevende. Jeg lod derfor Dyrene æde saa meget
Majs og Mel, som de var i Stand til. Derpaa marscherede vi knap
10 Kilometer til en taalelig god Lejrplads, hvor vi vilde udhvile os
efter vore sidste Anstrængelser. En Hest, som efter det ydre at
dømme var fuldstændig rask, styrtede pludselig død om mellem
Teltene. Hvis nogen vilde følge Karavanens Vej, var dette let nok.
i Stedet for Milepæle laa der Skeletter af Karavanens Dyr — triste
Milepæle! Det gjaldt om at pleje Dyrene med den yderste Omhu,
og heri var Turdu Bey utrættelig. Hans øvede Øje kunde se, naar
en Kamel ikke havde langt tilbage. Naar en kraftløs Kamel græ-
der, kan man næsten være sikker paa, at Døden er nær. Naar
de ikke mere var i Stand til at rejse sig, har jeg ofte set dem græde
store, klare Taarer.
Morgenen til St. Hansdag brød frem med straalende Solskin, og
omsider kunde vi tørre vore Telte og Bagage efter al Væden paa
Arka-tag. Jeg havde nu været to Aar under Vejs og vidste, at det
tredje vilde blive det vanskeligste; jeg fordoblede derfor min For-
sigtighed. Efter Frokost inspicerede jeg Karavanen grundigt. Heste-
passeren Hamra Kul var blevet alvorlig syg; han fik en Dosis Ki-
nin og en Ridehest. Paa Arka-tag havde alle Muhamedanerne nem-"
lig maattet gaa til Fods, fordi Hestene skulde bære de faldne Ka-
melers Byrder.
Min Yndlingshest, et prægtigt og elskeligt Dyr, stod nu ligeledes
paa Sygelisten. Ligesom de fleste Lamapræster var ogsaa Schereb
Lama en duelig Medicinmand og havde blandt sin Bagage en hel
Kasse fuld af mere eller mindre paalidelige Lægemidler. Han paa-
tog sig nu at kurere min Hest. Han aabnede Aarerne paa begge
dens Forben, forbandt dem derpaa og trak Dyret, som med vaklende
Skridt slæbte sig af Sted, til den næste Lejrplads. Midt under det
frygtelige Haglvejr paa St. Hansaften fortsatte Lamaen sin Behand-
j
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
