Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Over Arkatag med Døden i vort Følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 SVEN HEDIN
kast fra Lejren lagde en Kamel sig ned. Den blev befriet for sin
Byrde og skulde føres saaledes; men den gled ud og faldt paa en
Skraaning, og dens Tid var øjensynlig omme. Med et Snit aabnede
Kniven Vej for en tyk, mørk Blodstrøm, som langsomt bredte sig
og vædede den ufrugtbare Jord. Dyret laa ganske stille, som om
det følte Glæde over, at det hele var forbi.
Imidlertid havde Karavanen faaet et Forspring, og jeg sporede
min Hest for at naa den. Næppe var jeg kommen hen til den, før
der brød et Uvejr løs, et af de haardeste, som jeg har oplevet i
Tibet. Masser af Hagl og Sne styrtede ned. Man bliver stiv af
Kulde og prøver forgæves paa at skærme sig mod Vindens Raseri.
Opstigningen er i og for sig ikke saa slem, men i en saadan Højde
og i sligt Vejr er den næsten dræbende. Atter gaar et Par Kameler
i Staa og vægrer sig ved at flytte Benene. Det gaar ikke an at
slaa dem; ingen kan fortænke dem i, at de strejker... De bliver
koblet fra og ladt tilbage med en Vogter, medens Hestene maa over-
tage deres Byrder. To andre faar Lov at lægge sig, for senere at
afhentes.
Solen staar højt paa Himlen, men rundt om os er der Mørke.
Sneen stormer formelig ned og hvirvler gennem Dalen; Landskabet
er kridhvidt, kun Bækken danner et mørkt slynget Baand, og dens
Brusen klinger med hul Metalklang i den tynde Luft. Jeg bøjer
mig frem over Sadlen og kan næppe se, hvorhen vi gaar; jeg følger
mekanisk den nærmeste Karavaneklokke. Der lyder et Brøl, en
Kamel vil ikke længere, en af Folkene forbarmer sig over den og
fører den langsomt efter os op mod Passet I den hvirvlende Sne
taber vi straks dem begge af Syne.
Snedriverne bliver bestandig højere. Det piner mig at se og
høre al denne Elendighed. Sammen med Lamaen ilede jeg forud
op til Passet, en svimlende Højde, hvor kun den store ligegyldige
Stilhed deler Herredømmet med den evige Sne. I og for sig var
Passet ikke vanskeligt at komme over, men 5200 Meter over Havet
er langt over Mont Blanc’s Top. Indhyllede i vore Kapper sad vi
paa Hestene med Ryggen mod Vinden og ventede paa de andre.
Heroppe rasede Stormen i hele sin Vælde. Omsider naaer Lyden
af Klokker og Folkenes Raab vort Øre; de første mørke Skygger
viser sig bag hele Skyer af hvirvlende Sne. Ganske langsomt dra-
ger Toget forbi. Gud være lovet, nu har jeg talt 30 af de 34 Ka-
meler. To af dem havde som allerede nævnt ikke kunnet naa den
egentlige Opstigning til Passet, og to havde opgivet Ævret lige ved
dets Tærskel. Det var det ældste Føl sammen med Moderen; de
havde dog den Lykke at dø sammen. Hestene, Mulæslerne og Faa-
rene holdt udmærket Stand. Den sydlige Skraaning af Arka-tag var
en stor, jævn Lervælling, i hvilken vi maatte gaa i Zigzag og gøre
lange Omveje for ikke at blive siddende fast i Dyndet. Her kunde
man ikke opslaa nogen Lejr, skønt vi var dødtrætte; thi her vilde
Jorden i Løbet af Natten have opslugt Lejren med Bagage og hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
