Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Over Arkatag med Døden i vort Følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 203
Syd overser man Højlandet i en Omkreds af godt 4 Dagsrejser, men
mod Nord, hvorfra vi er komne, taber det sig i en Vrimmel
af Bjergrygge i alle mulige Farver. Hist og her lyser der hvide
Striber af evig Sne, og over det hele hvælver sig den grønblaa
Himmel.
Den 4. og 5. Juli holdt vi Hvil ved en lille Kilde, hvor der
blev nedlagt 2 Yakokser og 12 Agerhøns. Ja, vi behøvede ikke at
lide Mangel, men det var værre med Hestene og Kamelerne. Vi
maatte leve saa meget som muligt af Kød, for at kunne afstaa Risen
til Dyrene. De saa allerede græsselig magre ud. Dagen efter op-
dagede vi i Skumringen, at hele Faareflokken var forsvunden. Vi
havde altfor sorgløst overladt den til Vanka’s Ledelse. Der opstod
et mægtigt Røre, og alle drog ud for at finde Dyrene, — vi antog,
at Ulvene alter havde været paa Spil. Trætte og nedslaaede kom
Folkene tilbage ved Nitiden; de vilde afvente Maanens Opgang for
at fortsætte Søgningen. Noget over Midnat blev der igen Liv i
Lejren; alle Faarene var blevet fundne. I bedste Velbefindende
havde de alle ligget i en dyb Kløft. Disse dumme Dyr kunde let
have betalt deres Uforsigtighed med Livet! Vanka blev afskediget
som Leder af Flokken, og den godmodige Kalpet udnævnt til hendes
Efterfølger.
Nu plejede jeg altid selv at rekognoscere, og lod Lamaen ledsage
mig for at øve mig i mongolsk. Saaledes red vi den 6. Juli atter
over et temmelig højt Pas og naaede til et sandet Jordsmon med
taaleligt Græs. Paa de Steder, som vi udsøgte os til Lejrpladsen,
maatte vi altid vente længere, thi Karavanen marscherede langsom-
mere, i samme Forhold som Dyrenes Kræfter aftog. Denne Gang
blev vi siddende og passiarede et Par Timers Tid ved en Kilde,
inden Klokkerne omsider lod sig høre. To Kameler var blevet ladt
tilbage, men de blev hentet samme Aften. Den ene af dem var
Veteranen fra 1896; med sine blanke, sorie Øjne, som allerede var
fugtige af Taarer, stod den og saa -prøvende ud over dette Land;
den anede sikkert, at den her skuide finde sit sidste Hvilested. Det
var en af de tre Kameler, ved hvis Hjælp jeg i 1896 var draget
igennem hele Kerija-darjas Dal, gennem store Strækninger af Ør-
kenen, til Lop-noor og Kara-koschun. I Tscharchlik havde jeg solgt
den for en Bagatel for nu efter 5 Aars Forløb at købe den tilbage.
Endnu holdt den sig tappert, og vilde ikke give tabt, saa længe
den kunde røre et Lem. Langsomt trak Sirkin den hen foran
Turdu Bey’s Telt, hvor jeg fodrede den med vort sidste Brød.
(ED)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
