Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. De første Tibetanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pen FERDEr
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 211
jeg fulde to Timer for at naa dette afskyelige Pas, og i andre to
Timer maatte vi vente paa Karavanen. Den mest djævelske Fantasi
kan ikke udtænke noget modbydeligere Terræn. Dyrene synker ned
i Dyndet ved hvert Skridt. Hagl og Regn afveksler for at gøre
Jordbunden endnu vaadere. Vi nærmer os Egne, som opfanger
Skyernes Nedbør, naar Vinden driver dem herop fra deres Hjem i
det Indiske Hav. Den forfærdelige Højde, det græsselige Vejr, den
temmelig stejle Opstigninz og den bløde Jordbund, alt deite er nok
til at ødelægge den bedste Karavane. En Spejder gaar i Forvejen,
som trækker sin Hest og undersøger Jorden. Turdu Bey skynder
sig, for at Kamelerne ikke skal synke saa dybt i. Det er dog kun
til ringe Nytte; der høres et Brøl, et Tov var blevet strammet og
sprunget, og en Kamel er gaaet til Bunds i Pløret. Nogle fører de
andre videre, mens Resten af Folkene iler til for at frelse det for-
ulykkede Dyr, tage Byrden af det, foreløbig kaste denne i Mudderet
og derpaa med forenede Kræfter søge at faa Dyret op. Kamelerne
synker i lige til Knæet, og Hullerne lukker sig straks bag ved dem.
Regnen bliver ved at vælte ned, Skyerne gør Dag til Nat, og intet
Sted ser man en Lysning. Et Mulæsel er blevet siddende, er der-
paa faldet om paa Siden, og bjerges kun med den største Ansiren-
gelse. Vi slæber rundt med hele Bunker af Mudder til højt op
over Støvleskaiterne. Det drypper og render fra Mennesker og Dyr,
som alle aander tungt og besværligt. Et haabløst Land. Menneskene
flygter for os, og Elementerne sammensværger sig for at pine os til
Døde. Hvorledes vil det gaa Tschernoff og Bagtroppen?
Lige nedenfor Passet synker den bageste Kamel i den af de
andre opæltede Jord og falder samtidig. Den synes at forstaa, at
det her gælder Livet; thi den gør selv voldsomme Ånstrengelser for
at befri sig. Karavanen er langt forud, og Hamra Kul sender mig
Bud om Hjælp. Jeg sender ham Undsætning, men Folkene kommer
tilbage med den Besked, at det, i det mindste nu ved Aften, er
umuligt at faa Kamelen op. Da befalede jeg, at tre af Folkene
skulde tilbringe Natten i dens umiddelbare Nærhed og medtage
Filttæpper, Stænger og Tove for i den tidlige Morgenstund, naar de
øvre Jordlag endnu var frosne, at gøre Forsøg paa at redde Kame-
len, som var en af Karavanens allerbedste. Vore Redningsplaner
blev til intet. Om Natten sank Kamelen stadig dybere og blev fun-
det om Morgenen død og halvt fastfrossen i dette fordømte Ælte.
Læseren vil nu maaske kunne forstaa, at det ikke er en Lystiur,
at drage gennem Tibet. Hele Dagen igennem er det ramme Alvor,
og om Natten drømmer vi forgæves om Græsgange og faste Veje.
Undertiden ser det saa fortvivlet og mørkt ud, at man fristes til at
ønske, at Jorden vilde opsluge hele Historien og befri os for alle
Farer og Faldgruber.
Omsider kommer vi fra disse morderiske Højder ned til en ny
Flod, hvis brusende Vand vi vader igennem. Hvorfra den kom, og
hvorhen den løb, det saa vi ikke, thi Sne og Piaskregn i brøderlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
