Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Opbrudet. Et natligt Overfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 SVEN HEDIN
føre os til en "Kilde. Ofte passerer vi smaa Vandsamlinger, skilte
fra Søen, men ogsaa disse er salte.
Syd for den store Sø skimtede vi nu en mindre, som mærkelig
nok var fersk, skønt Plantevæksten var næsten lige saa ringe. Her
valgte vi en Plads til den anden Lejr.
Lamaen følte sig bedre, og Stemningen var munter. Vi sad
og passiarede omkring Ilden og lagde vore Planer for den videre
Rejse. Jeg betegnede Dagens Marschrute og forklarede de andre,
hvor langt vi havde tilbage. Lamaen talte om den Strenghed, hvor-
med Tibetanerne ved Makktju undersøger alle de Pilgrimme, som
kommer fra Mongoliet. Derfor ansaa vi det for klogest, at” sky
denne Plads og forsøge at naa den østre Ende af Tengri-noor og
derfra drage til Passet Lani-la. Vi vilde derved komme til den
store Pilgrimsvej, hvor vi kunde forsvinde blandt de øvrige val-
fartende.
Derpaa fulgte en komisk Scene. Mit Hoved skulde rages; jeg
satte mig paa Jorden ved Ilden, og med Saksen gik Schagdur løs
paa mit Haar. Efter at jeg saaledes var blevet tætklippet, ind-
sæbedes mit Hoved, og Ørdek traadte frem med Ragekniven, og kort
efter skinnede min Isse som en Billardbal. Schagdur og Lama fandt
Situationen højst interessant. Tilsidst tog jeg selv fat paa mit
Overskæg, som ligeledes ofredes, skønt jeg syntes, det var Synd paa
den Maade at spolere et ellers fordelagtigt Udseende. Det var mig
dog en Trøst, at jeg fik Lov til at beholde Øjenbryn og Øjenvipper.
Min Behandling var dog ikke færdig. Som en gammel erfaren
Kvaksalver begyndte Lamaen at rode blandt sine Medikamenter og
indsmurte mit Ansigt med Sod, Fedt og brun Farve, saa at jeg
glivsede som en Voksfigur i Panoptikon. Et lille Haandspejl over-
tydede mig om, at jeg saa skuffende ægte ud. Jeg kunde blive
angst for mig selv og maatte stirre en god Stund, inden jeg blev
overbevist om, at denne gule Bavian var mig selv.
Vor Lejrplads laa aabent paa det smalle Næs mellem begge Sø-
erne. Kun i Sydvest rejste der sig nogle lave Høje. Egnen kunde
anses for fuldkommen sikker, da der intet Steds saas gamle eller
friske Spor af Mennesker, og Hundene forhoidt sig rolige: Ved Fem-
tiden udbrød der en Nordenstorm, som jog Skyer af Sand og Støv
over den salte Sø og over vor Lejr. Vi tog da vor Tilflugt til Tel-
tet, og allerede Kl. 8 mente vi, at Natten var indtraadt, og krøb
ned i vore Pelse paa Teltets Filtmaatte. Et Par hundrede. Skridt
fra Lejren vogtede Ørdek Hestene og Mulæslerne. Han skulde
holde sig vaagen hele Natten, saa vi for sidste Gang fik Lov at sove
grundigt, og om Morgenen skulde han paa en af de fire Heste ride
tilbage til Lejren Nr. 44. å
Ved Midnat blev Teltdøren revet op, Ørdek stak Hovedet ind og
hviskede med dirrende Stemme: »Bir adam kelldi!« (Der er kom-
men en Mand!) Hans Ord virkede som et elektrisk Stød. Vi styr-
lede ud i Natten alle tre med Gevær og Revolvere. Stormen rasede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
