Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Opbrudet. Et natligt Overfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223 SVEN HEDIN
stadig og Maanen skinnede blegt ned mellem sønderrevne, storm-
piskede Skyer. Ørdek viste Retningen og beskrev, hvorledes han havde
set en mørk Skygge snige sig ind mellem de fjerneste Heste... Han
var blevet saa forskrækket, at han straks var løbet tilbage til Teltet
i Stedet for at gøre Ånskrig.
Følgen var naturligvis den, at yi kom for sent. I det usikre
Maanelys saa vi et Par mørke, beredne Skikkelser fare af Sted med
et Par løse Heste ved Siden. Et Øjeblik efter forsvandt de bag
Højene. Et Skud, som ”Schagdur sendte efter dem, gjorde ingen
Virkning. Han, Isåfnaen og Ørdek løb efter dem, medens jeg blev
ved Lejren, som maaske var omringet af en hel Bande. Efter en
Times Forløb kom de tilbage uden at have set eller hørt noget.
Nu raadslog vi om, hvad der var at gøre. Til at begynde med
talte vi vore Dyr; alle Mulæslerne og de io daarligste Heste var i
Behold og gik ganske rolig og græssede, men de to kraftigste Heste,
min kære hvide og Schagdurs gule, var borte. Sporene viste, at
tre bereåne Mænd imod Vinden havde sneget sig tæt hen til Lejren,
saa at Hundene ikke havde kunnet lugte dem. Saa var de staaet
af og havde trukket Hestene hen i en Kløft, hvorigennem Vandet
af og til strømmer ned til den store Sø. Herfra havde en af Mæn-
dene nærmet sig vore Heste paa alle’ fire, skræmmet de to yderste op,
drevet dem ned mod Stranden, hvor de to andre havde mødt dem.
Alle var saa sprunget til Hest og var naaet udenfor Skudvidde, idet
vi styrtede ud af Teltet.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde i mit Liv har været mere ra-
sende end den Gang. At faa sine Heste stjaalet lige for Næsen af
sig, tiltrods for Nattevagt og Hunde! I min første Opbrusning var
jeg til Sinds at opgive hele Turen til Lhassa for at faa Tyvene fat.
Jeg tænkte paa at forfølge dem i Uger, indtil vi havde dem i
Kikkerten, og Saa paa samme Vis kunne. overfalde dem.
Jeg glemte aldeles at skænde paa den enfoldige Ørdek, som altid
tidligere havde været saa flink. Men hans Mod var begrænset til
Ørkner og audre ubeboede Egne; deres Farer frygtede han ikke,
men Mennesker var værre end baade Tigere og Sandstorme, paa-
stod han.
I hvert Fald bekæmpede jeg min Ærgrelse og overvandt mig selv
til koldblodigt at se paa Stillingen. Schagdur vilde absolut forfølge
Tyvene, og paa ingen Maade miste sin Hest, som han bestandig
havde værnet om, som det var et Barn. Men ogsaa han beroligedes
ved mine Forestillinger. Vi havde ingen Udsigt til, med vore trætte
Dyr at indhente dem. De havde laget vore bedste Heste, og deres
egne var sikkert vante til Bjergvejene og Bjergluften.
Og-hvis”to af os forfulgle Tyvene, og to blev her, saa splittedes
vor lille Trop, og Klogskaben forbød os at vove et saa æventyrligt
Forsøg. Vi maatte være glade ved, at vi endnu havde faaet Lov a:
beholde de. fleste af vore Dyr. 5
Vi havde faaet en god Lektion, hvoraf vi skulde drage Lære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
