Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Opbrudet. Et natligt Overfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 223
Som skudt op af Jorden var disse Røvere dukket frem i denne øde,
stille Egn; de maatte have forfulgt os i lang Tid for at gribe det
belejlige Øjeblik. Vi saa heraf, hvor snedige Tibetanerne var, og
for Fremtiden maatte vi leve paa Krigsfod, naarsomhelst beredte
paa Overfald.
Vi tændte et lille Baal udenfor Teltet og lejrede os omkring det.
Den Nat tænkte ingen mere paa at sove. Piberne blev taget frem,
og svøbt i vore Pelse fordrev vi Tiden med Samtale, medens Maa-
nen fra Tid til ånden skinnede frem mellem Skyerne. Derefter
kogtes The, som tilligemed Ris og Brød udgjorde vor Frokost. Ved
Daggry gjorde yi os rede til Opbrud. Jeg tog en anden stor, hvid
Hest og Schagdur den, paa hvilken Ørdek havde redet, medens La-
maen havde sit Mulæsel i Behold.
Imidlertid sad den stakkels Ørdek og græd ved Ilden. Han var
aldeles fortumlet af Skræk ved Tanken om, at han nu alene og
ubevæbnet til Føds skulde gaa de syv Mil til Lejr Nr. 44. Han
tiggede og bad om Lov til at følge med og lovede at holde bedre
Udkig næste Gang, men da jeg forblev ubevægelig, bad han om
Lov lil at medtage en Revolver. Efter det natlige Æventyr havde
vi imidlertid faaet Erfaring for, at vi ikke havde for mange Vaaben
med paa Rejsen i deite Land.
I en Fart skrev jeg et Brev til Sirkin paa et Blad af min Dag-
bog. Med nogle Ord beskrev jeg, hvad der var hændet; og for-
manede ham til at være paa sin Post. Der var Røvere i Egnen,
og da de aåbenbart holdt Udkig med os, maatte den strængeste
Vagtsomhed iagttages baade Dag og Nat: Endelig gav jeg Befaling
til at lade Tscherdon, Li Loje og en til forfølge Tyvene, men der
maatte ikke bruges mere end en Uge til en saadan Ekspedition.
Ørdek puttede Brevet i sit Bælte og fik en Æske Tændstikker,
saa at han kunde tænde et Baal for Natten. Da vi skiltes, saa han
ud som en Forbryder, dér skulde hænges. Men næppe var vi steget
til Hest, før vi saa ham i fuldt Løb kile af Sted den modsatte Vej.
Han troede naturligvis; at det vilde myldre med Røvere hele Dagen
og regne med Bøssekugler.
Senere hen, da alle vore Farer var lykkelig overstaaede, beret-
tede han selv, hvorledes denne Fodtur var spændt af. Hele Dagen
den 29. Juli havde han ikke hvilet ét Minut. Han havde ikke vovet
at følge det aabne Land i vort Spor, men havde sneget sig som en
Kat langs alle Furer og Kløfter, hvor bugtede de end var. Uafbrudt
havde han længtes efter Skumringen og Mørket: Og da dette var
faldet paa, og Regnen piskede ned, blev han angst ogsaa for Mørket
og saa Fjender overalt. Et Pår Gange havde nogle fredelige Ku-
laner næsten skræmmet Livet af ham.
Endelig naaede han i Bælgmørke Indgangen til vor Dal, og frem
skyndede yderligere sine Skridt. Elven rislede muntert i sit dybe
Leje og overdøvede alle andre Lyd. Uophørlig syntes han, at no-
gen forfulgte ham, og hvorledes han i Regnen og Mørket havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
