Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. De første Nomader. En farlig Flodovergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 235
som laa paa Jorden, saaledes at Dyrets Hoved vendte opad og laa
som i en Skruestik. Tilsidst stak han Tommel- og Pegefingeren ind
i dets Næsebor for at aflive det ved Kvælning. Det ulykkelige Dyr
sprællede for at befri sig. Øjnene traadte ud af deres Huler, og
Morderen fremplaprede med fortvivlet Hurtighed Ordene: »Om mani
padme hum.« Endelig blev Faaret stille, og dets Ben faldt slappe
ned. Sampo Singi rejste sig og sønderlemmede det. Det var højst
ubehageligt at overvære dette Optrin, men jeg fortrak ikke en Mine;
thi ved at have gjort Indsigelse vilde jeg have røbet mig selv.
Bagefter spiste vi Frokost sammen, og Hundene fik deres Part af
Maaltidet.
Kvinden bar samme Dragt som Mændene; hendes sorte, stride
Haar var flettet i to Piske, foruden de Rottehaler og Haartotter,
som strittede mod alle Verdenshjørner. Hendes Fillstøvler var
smykkede med kulørt Broderi, som i sin Tid maa have været gan-
ske pynteligt. Det var mig en Gaade, hvorledes hun havde opnaaet
at faa -saa tyk en Skorpe af Snavs i Ansigtet. Min fine Hud, som
jeg forgæves søgte at faa tilstrækkelig snavset, blev stadig igen vasket
»ren« af Regnen, og maatte et Par Gange om Dagen males op igen,
men selv om man havde bearbejdet denne tibetanske Skønhed med
en Brandsprøjte vilde den ikke have kunnet skylle Snavset af hende.
Den brave Sampo Singi gjorde ikke Mine til at overtale os til
at blive; han vilde tværtimod snarest muligt af med os. Næppe
var han forsvunden, før vi tiltraadte vort Tilbagetog over hans Græs-
gange. Maaske vidste han, at han vilde komme til at bøde for sin
Gæstfrihed og for den uhyre Ophidselse, som vort Indtog i det
egentlige Tibet frembragte. Hvis han havde ønsket at beholde os
endnu en Dag, vilde han sikkert advaret os mod den Dagsmarscb,
som vi havde for os; i Stedet herfor ønskede han os en lykkelig
Rejse og meddelte os, at vi om to Dage vilde naa den næste No-
madelejr. i
I Plaskregnen red vi ned ad Gartschu-sængi’s Floddal. Fra et
lille Pas synes Landskabet at udvide sig. Vi kan ingen Bjerge øjne
foran os, men Udsigten er ganske vist begrænset af den tætte Regn.
Vore Sadler bliver svampede og bløde, vore Klæder bliver glinsende
af Vand, og klistrer sig fast til Kroppen, medens Vandet driver af
Hestenes Manker. Imellem forladte Lejrpladser fører Vejen ned til
den højre Bred af en mægtig Flod, som vi straks ansaa for en Sø.
Det var Satschu-sanglo, en af Tibets største Floder. Regndraabernes
Pisken mod Vandfladen blev snart overdøvet af en dump, kogende
Larm, som af Vandmasser i stærk Bevægelse.
Floden delte sig i 20 Arme, af hvilke de fire var mæglige. At
vade gennem disse forekom mig næsten umuligt. Lamaen, som var
en modig Karl og stadig red foran, fortsaite dog sit Ridt ligesaa
rolig, som om han slet ikke havde set den graabrune, brusende
Strøm. Vi fulgte bagefter. Hvert Øjeblik ventede jeg at se ham
forsvinde i Bølgerne. Om Dybden kan man, ved saa grumset Vand,
Å 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
