Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. De første Nomader. En farlig Flodovergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 SVEN HEDIN
vis borte; ellers havde hans Intelligens sikkert været i Stand til at
forstaa, at jeg aldrig før i mit Liv havde drevet Mulæsler. Naar
jeg havde faaet dem samlet i en Klynge, saa behagede det et Par
af dem at galoppere tilbage til den herlige Græsgang, hvorfra de
nys var blevet bortjagne. Jeg maatte vende om for at bemægtige
mig Flygtningene, men naar jeg saa kom tilbage til Klyngen, var
den fuldstændig opløst. Tilsidst fik jeg dog fat i tre Mulæsler, og
slap dem ikke, før de var bundne ved det udspændte Reb. Under
de tunge Skyers Baldakin sendte Solen os ved sin Nedgang et dø-
ende Blik, som i nogle Minutter lyste over Nomadernes Græsgange,
og ved Ni-Tiden gjorde ogsaa Maanen os et hastigt Besøg. Men alle-
rede lidt over 10 udbrød der en Vestenstorm, og jeg, der havde
Vagt, maatte stive Teltet af, saa godt det lod sig gøre. Et af mine
Kortblade fløj bort, men blev dog fundet og reddet. Og snart efter
skyllede Regnen ned igen taktfast og trøstesløst; saa mørkt var det,
at jeg knap kunde se, hvor Dyrene stod.
Da jeg blev vækket den 1. August, regnede det mærkelig nok
ikke. Vore Naboer, to Mand og en Kvinde, kom dragende lige op
mod Teltet, og i en Fart blev alle de Smaating, der muligvis kunde
have røbet en hemmelighedsfuld fremmed, bragt af Vejen. Sampo
Singi førte atter Ordet, og opstillede sine Lækkerbidskener ved Si-
den af vort Baal. Hvilke dejlige Sager! Nu skulde vi leve som
Fyrster; En stor, skinnende Fedtklump, en Krukke med sur Mælk,
en Træskaal med Ostepulver, en Kande Mælk, en Klump Fløde og
et prægtigt Faar, — kunde vi ønske os en mere lukullisk Frokost!
Ostepulveret er en Bastanddel af Tsamba’en, som forøvrigt bestaar
af Mel, The, Fedt eller Smør, undertiden blandet med nogle Strimler
raat, tørret Kød. Alt dette bliver rørt godt sammen i en Skaal ved
Hjælp af Fingrene med deres tykke Smudslag. Sur-Mælken var det
bedste, tyk, hvid og let syrlig. Aldrig nogensinde har noget smagt
mig saa godt som denne »Scho«, saaledes som Tibetanerne kalder
den; Østers og Champagne taaler ikke den fjerneste Sammenligning
med denne Scho.
Nu skulde Fødevarerne betales, og vi fremtog nogle kinesiske
Sølvmønter. Sampo Singi følte det øjensynlig som en Nydelse at
veje det kostbare Metal i sin Haand, men han sagde, at han kun
kunde bruge Penge fra Lhassa. Saadanne havde vi naturligvis ikke,
men til alt Held laa der i en af vore Kasser et Par Ruller blaat,
kinesisk Silketøj. Ja, Læserne skulde have set, hvorledes Fru Singi’s
Øjne straalede af frydefuldt Begær. Med sine sorte Labber strøg
hun hen over det raslende Tøj, som om hun vilde klippe sig en
Baldragt deraf. I en Haandevending var Købet afsluttet.
Desuden skulde Sampo Singi for den udviste Gæstfrihed beholde
Faareskindet. Derfor gik han straks i Lag med Slagtningen, hvis
man med dette Navn tør benævne den barbariske Maade, paa hvil-
ken han ombragte Faaret. Dyrets Ben blev sammenbundne, om
Mulen snørede han en Rem; derpaa stillede han sig paa Hornene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
