Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXX. Vi forsøger atter at naa Lhassa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 SVEN HEDIN
som havde været ude for at se paa vor Lejr og nu med livlige
Gebærder aflagde Beretning. Sampo Singi var ikke hjemme, men
hans Telt stod der endnu, og her blev vore Følgesvende. De bad
os om at overnatte sammen med dem, men vi afslog det. De saa
os forsvinde over det første Pas Nordvest for vor gamle Lejr, og
jeg formoder, at de derefter vendte tilbage til Kamba Bombo.
Ensomme og tavse red vi nu videre mod Nordvest og saa ikke
andre levende Væsner end et Par Faarehjorder og et Par Yakker
påa de nærmeste Højder. Vore Dyr var elendige og udslidte, og
derfor red vi i sagte Tempo. Inden det blev mørkt, maatte vi dog
holde Hvil, saa at de kunde faa Lejlighed til at græsse. Vi slog
Lejr ved en Kilde paa en Engstrækning, hvor der fandtes Gødning
i tilstrækkelig Mængde.
Pludselig forandrede Himlen Udseende efter i saa mange Dage
at have været os naadig. Det mørknedes i Sydøst, og mærkelige,
uhyggelige Skyer steg op over Bjergene, sorte og gulkantede, som
naar en Sandstorm bryder løs i Ørkenen. Vi belavede os paa det
værste. Stormens iskolde Pust naaede os, og i det samme slog
den første Haglbyge ned over, os og alt blev mørkt som Graven.
Imidlertid var Dyrene blevet forsvarlig tøjrede foran Teltet. Der
maatte holdes god Vagt, thi i dette Vejr var der god Lejlighed for
Hestetyve. Kl. 8 holdt det op med at hagle, men Regnen skyllede
ned. Man hører ikke andet end denne voldsomme Pladsken, som
overdøver Dyrenes Trampen. Man kan ikke engang skelne Om-
ridsene af de Dyr, som staar faa Meter foran Teltaabningen. Det
er umuligt at faa en Stump Lys til at brænde; det regner ind i
Teltet, det blæser, tuder og piber; selv Tændstikkerne bliver vaade.
Man kryber sammen i sin Pels, rokker frem og tilbage og læn-
ges efter Dagen, som lader vente paa sig. Vore Vaaben er ladede
og rede til Brug, og Hundene siaar bundne ved de tøjrede Heste.
Jeg regnede ud, at vi herfra havde 5 Timers Ridt til vor tidligere
Lejr Nr. 48 og derefter 7 Timer til Lejr Nr. 47 og ved Lejren 44
vilde vi være hjemme. Vejen derhen forekom os imidlertid uende-
lig lang, og nu vilde Terrænet oven i Købet fordærves af Regnen.
Vi savnede Tibetanerne; det var saa trygt og roligt, saalænge vi
havde dem med os. Ved 11-Tiden stilnede Regnen af, og jeg gik
ud for at se til Schagdur, der sad paa Hug under et Filttæppe midt
imellem Hestene og Mulæslerne, saa vaad som en druknet Mus.
Netop i dette Øjeblik var han meget optaget af at lytte og paastod,
at han kunde høre ligesom Mennesketrin henne ved Kilden; han
antog dog, at det muligen kunde være en Kulan, men jeg troede
ikke, at disse Dyr opholdt sig saa nær Tibetanernes Hjorder. Da
Trinene kom nærmere, slæbende og listende, medens Schagdur
holdt Bøssen til Kinden, viste det sig, at det kun var Malenki, der
havde været henne for at drikke. Jeg gik derefter rolig hen og
sov som en Sten til Kl. 5. Saa blev jeg purret ud i det herllgste
Vejr, og vi skyndte os at læsse Dyrene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
