Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Rudolph traadte ærgerlig sine Spor tilbage, da
Manden med den grove Jakke og de lappede Buxer til hans
Forundring gjorde sig den Uleilighed at rette sig i
Veiret, hvad han gjorde tovende, som om det voldte ham
en vis Anstrengelse, der dog aabenbart snarere var af
moralsk end af fysisk Art. Han pustede besværlig og
lilføiecle:
— Nei, for De træffer ham her. For jeg er selv
Godseieren.
Rudolph saae noget forbløffet ud. „Naa, der har jeg
da rendt mig en pæn Staver i Livet," tænkte han —
„odelagt det Hele forud! For han kan nok mærke, at
jeg ansaae ham for at være en af hans Undergivne."
Og virkelig mønstrede ogsaa de smaa Øine ham —
med en Slags aandelig Skelen — næsten lige saa spodsk
som fortrædelig. „Hvis Du ikke havde spurgt saa
paatrængende, saa var jeg bleven fri for dig," sagde det
ene. Og det andet tilføiede: „Du lader da heller ikke til
at høre til dem, der kan skjelne Frakken fra Manden."
Hans Ledsager skelede ogsaa under Huen med et
ironisk Blik hen til den Fremmede, som de nu
lykkelig og vel havde faaet paa Halsen.
— Ja saa. Jeg anede ikke, at jeg allerede havde den
Ære–-
Manden med de nøddebrune Hænder spændte disse
fastere om Knæene og bøiede sig endnu dybere, idet
han lod en underlig Grynten høre, der aabenbart
be-tod: Nei, det kunde man sgu mærke!
— Tør jeg maaske forestille mig selv. Rudolph Sten,
praktiserende Læge i Stubberup.
— 7? spurgte Godseieren, dreiende Hovedet som En,
der er døv paa det ene Øre.
Rudolph gjentog med høi Røst det imponerende By-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
