Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
gik dem næsten til Skuldrene. Det var grønt endnu og
bølgede i lange Vover af sølvglindsende Ax.
— Er vi egentlig allerede lier paa egen Grund?
— Endnu ikke, men det varer ikke længe. Og du
siger jo selv, at vi er kommet i mer end god Tid.
Rudolphs Stemme forraadte tydelig, at han paa ingen
Maade var i lyst Lame. Den lavt staaende Sol ståk ham
utaalelig i Øinene. Han trykkede Straahatten bestandig
dybere og skjævere ned i Panden og krængede Skyggen
om, men den svippede strax haardnakket tilveirs igjen.
Derfor saae han ingenting og lagde ikke Mærke til,
hvor vagtsomt hans Ledsagers Blik svævede hid og did
over Markerne.
Pludselig blev Brix staaende. Hans Bøsse syntes af
sig selv at forlade sin Plads paa hans Ryg og at springe
i Hænderne paa ham.
— Er du ganske vis paa, at vi endnu ikke er der?
spurgte han med en hæs Stemme, der dirrede af
Sindsbevægelse.
— Ja naturligvis. Vores Grund begynder derhenne
ved de to Piletræer.
En velment og rundelig Ed blev betroet til
Victor-Emanuel-Skjægget.
Da Rudolph nu fulgte sin ophidsede Vens Blik,
bemærkede han i Rugmarken tilvenstre en Bevægelse, der
havde en skarpere Charakter end de Bølger, som den
milde Sommervind voldte. Næsten samtidig fornam
han en lydelig, vild Glamm en.
— Hvad! der er vel en Hund, der har støvet et
Raa-dyr op i Rugen?
Neppe havde han sagt det, saa sprang der en
halvhundred Skridt forude en Raagjed tvers over Veien —
fra Rugmarken tilvenstre over i den tilhoire. Næsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
