Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
— Men ikke sandt, De taler ikke om det til Onkel?
— Nei naturligvis, ikke medmindre–
— Nei, nei! ikke under nogen Omstændighed. De
maa ikke, hører De!
— Naa ja, ja da. I alt Fald ikke med mindre. — —
Agnes stampede med Foden og rynkede Brynene —
de mørke, markerede Harstorfske Bryn.
— Jeg taler aldrig et Ord med Dem mer, hvis De
ikke lover mig–
— Ikke med mindre De selv giver mig Lov.
— Det er godt. Men jeg giver Dem aldrig Lov. Nu
har De lovet mig det. Giv mig Deres Haand paa det.
Hun rakte ham sin.
Rudolph smilede og lagde sin Haand i hendes.
Agnes trykkede den fast og saae ham med et
gjen-nemtrængende Blik ind i Øinene.
Sindsbevægelsen havde givet hendes Ansigt et
usædvanlig intensivt Liv.
— Aa, jeg kommer da vel ikke til Uleilighed?
raabte en klar Kvindestemme.
Erna stod i Døren til Studereværelset.
Denne Gang havde intet Klaverspil overdøvet Dørens
Knirken, og lydelige Stemmer kunde heller ikke have
gjort det — tvertimod. Stemmerne havde været meget
dæmpede; men desto mer havde de Talende været
optagne af hvad de sagde. Desuden havde Erna iværksat
sin Indtrædelse med den mindst mulige Larm, for hun
havde ude i Korridoren set Stens Paletot og Hat hænge
paa Knagerækken.
Den Situation, i hvilken Erna overraskede sin Læge,
Ven og erklærede Tilbeder, mindede paafaldende om
den, i hvilken hun selv nogle faa Uger iforveien havde
ladet sig overraske sammen med ham af den diskrete
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
