Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
merjunker staa i en Vinduesfordybning, hvor han
havde trukket sig tilbage, og græde ganske stille. Han
havde holdt meget af Kongen med alle hans
Underligheder, og den syvende Frederik havde ogsaa været
ham bevaagen — havde f. Ex. foræret ham den sorte
Hest, som han red, naar jeg fandt, at han saae ud som
en af de ædle Riddere i Ingemanns Romaner. Jeg kan
ikke sige Dem, hvor det rystede mig at se ham staa
dér bag Gardinet og græde. Jeg forsøgte at trøste ham,
og han løftede mig op i sine Arme og kyssede mig.
Det havde han aldrig gjort før, og fra den Tid af kom
der virkelig saadan noget som en Slags Lidenskab ind
i mit Sværmeri. — Det var, som sagt, min første
Kjærlighed og er da ogsaa forblevet den skjønneste —
det er den ulykkelige Kjærlighed jo altid.
— Den var altsaa ulykkelig?
— Aa ja ... han havde altid en Del at udsætte paa
mig og foretrak afgjort min ældre Søster — jeg har
fortalt Dem om hende, hun er gift ovre paa Fyen ...
Aa jo, det var en ulykkelig Kjærlighed, og den har da
ogsaa holdt ud til den Dag idag.
— Og det gjør en lykkelig ikke, mener De?
Erna lo — men en Smule tvungent. Hun mærkede,
at hun havde ladet Munden løbe lidt for uagtsomt.
— De kan nok slet ikke forstaa Spøg, Hr. Sten.
— Aa jo, men jeg forstaar bedst den Slags Spøg,
som er tilhyllet Sandhed. Og for selv at forsøge mig i
den vil jeg bekjende, at nu da De har betroet mig
Deres første Kjærlighed, vilde jeg give Noget for at
kjende Deres sidste. Jeg er vis paa, at den er ikke
ulykkelig.
— Jo saamænd er den det. Jeg har jo allerede sagt
Rudolph Stens Landpraksis I. 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
