Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
jo, Hubert, at jeg tidt har haft Grund til ikke just at
være opbygget af din Vandel — du har givet mig
nogle graa Haar, netop fordi jeg holder af dig, for det
gjør jeg, Hubert.
— Det veed jeg, du gjør, Onkel, mumlede Hubert
med et taknemmeligt Blik.
— Men det havde jeg forsvoret, at du nogensinde
kunde være saa uridderlig at true en Dame med
hendes egne Breve.
Ved Ordet „uridderlig" gav det et Sæt i Hubert.
Hans Ansigt, der havde været paafaldende blegt over
den sorte Skjæggefylde, blev rødt, som efter et Slag.
Ogsaa hans Cigar var gaaet ud og blev — i en
temmelig knust Tilstand — kastet ind i Kaminilden.
— True? .... Aa det var jo blot .... det skulde jo
kun — være en Slags — —
Han rykkede sig frem og tilbage paa Stolesædet og
tav hjelpeløs. Saa løftede han Blikket og saae
Onklen fast i Øiet: —
— Har Erna da nu ogsaa sagt dig Alt♀
Kammerjunkeren nikkede med et diskret Smil.
— Jeg formoder det. Alt — hvad en Dame siger i
saadan et Tilfælde.
— Ja, saa veed du ogsaa, at naar det gik efter mit
Sind, skulde der skabes klare Forhold. Hun skulde
lade sig skille fra William, hvem hun dog aldrig har
elsket, og ægte mig.
— Saaledes har jeg netop ogsaa forstaaet det,
svarede Kammerjunkeren med et Nik, der vilde have haft
noget Anerkjendende ved sig — hvis der ikke i
Skyggen af den gulig-graa Knebelsbart havde luret en
ironisk Skalk, der endogsaa aabenlyst ståk Hovedet frem,
da efter en lille Pause den Tilføjelse fulgte: —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
