Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
hun havde Hjelp ved Haanden, og hvis Agnes’ Tilstand
blev værre, vilde hun strax sende Bud efter dem.
Det „god Nat", som de tre bød hinanden, gjaldt mest
den Sovende.
Rudolph satte sig ved Vinduet i sit lille
Loftskammer.
Natten var saa lun, som om det allerede var
Skjær-sommer. Der var ingen Maane. Foroven, i den violette
Hvælving, blinkede Stjernerne mat; nede langs
Horisonten lyste en brandrød Stribe, der blev gulere, indtil
den med et vidunderligt gyldengrønt Skjær med
næsten umærkelig Overgang aandede sig ud i en Zone af
dumpt Lilla.
Fra Hjørnet af Haven lød Nattergalens Røst.
Ængstelig og forsøgsvis satte Fløitetonerne an, for saa
bestandig sikrere og i stedse hurtigere Følge seirrig at
fortrænge Tystheden med langtrukne Toner, indtil der
var skaffet Rum for Strubeslagets fulde Jubel, der
trilrede, som om det vilde kalde Stjernesphærernes Ekko
ned. Og Rudolph syntes, at det var Vaarnatten selv,
der sang om al den Fryd og Lykke, som Jordelivet har
beredt for sine Yndlinge, og som en ung Pige nu var i
Begreb med at forlade, stille og uden Klage — Fryd og
Lykke, der med hende ogsaa for stedse tog Afsked fra
hans eget Liv.
Billede paa Billede, Erindring paa Erindring drog
ham forbi, mens han saae ud i den lyse Nat og lyttede
til dens Fuglerøst.
Fra hint Øieblik af, da han i Vindslevholm Allé saae
hendes Ansigt kigge ud fra Kaleschen i Maanelyset og
følte sig erindret om sin første Kjærlighed, indtil
hendes Afskedsord, „og hils mine Birke" — laa hele deres
Bekjendtskab udbredt for ham; den første Del deraf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
